Det dansk stiftede ejendomsselskab, Swiss Properties Invest, har netop offentliggjort prospektet i forbindelse med selskabets udmelding om, at det vil børsnoteres på Nasdaq First North Growth Market i København.
Af prospektet fremgår det, at selskabet udbyder aktier for 215 mio. kr. Tegningsperioden er planlagt til at løbe fra 21. juni til 4. juli, og første handelsdag på First North forventes at blive medio juli. Allerede før tegningsperioden er i gang, er der rift om selskabets aktier, idet 130 mio. kr. af aktierne er tegnet til udbudskursen på forhånd.
En af forretningsfolkene bag børsnoteringen er Keld Østergaard, der også er CEO i selskabet, Swiss Properties Invest AG, som er det schweiziske driftsselskab til kommende børsnoterede selskab Swiss Properties Invest.
“Jeg er utroligt glad og stolt over, at vi allerede har set en betydelig interesse for aktien. Vi er glade for, at der allerede på forhånd er tegnet for 130 mio. kr. af aktierne til udbudskursen,” siger Keld Østergaard.
Swiss Properties Invest opkøber, optimerer og udlejer erhvervsejendomme i Schweiz. Selskabet blev etableret i oktober 2021, og lavede sit første ejendomsopkøb 1. januar 2022.
Trods Swiss Properties Invest korte levetid, er selskabet baseret på et velafprøvet og succesfuldt forretningskoncept, som over årene og indtil videre har betydet en 5-dobling af investeringen til de udvalgte danske private investorer, der har været med fra starten. Keld Østergaard har været en af hovedkræfterne bag de seneste mange års succesfulde ejendomsinvesteringer.
Den rigtige beliggenhed
De første investeringer på det schweiziske ejendomsmarked blev foretaget i 2006. I de efterfølgende 15 år er der gennemført 52 investeringsprojekter og opkøbt 46 erhvervsejendomme i Schweiz. Samlet er der siden begyndelsen i 2006 foretaget investeringer for 2,2 mia. kr.
“Det handler om at finde de rigtige ejendomme med den rigtige beliggenhed. Det første gode valg vi har taget, er at vælge Schweiz, fordi landet har en markant stærkere økonomi end alle andre,” siger Keld Østergaard.
Væksten og dermed afkastet til investorerne i de mange investeringsprojekter er skabt af cash flow i form af stabile lejeindtægter og den generelle udvikling i ejendomspriserne i Schweiz. Og netop de mange års stabile afkast til investorerne har gjort, at en del af forhåndstegnerne til den forestående børsnotering kommer fra det investornetværk, der er bygget op over de 15 år, og som igen viser tillid til teamets evne til at levere.
I første omgang skal Swiss Properties Invest opkøbe og drive 6-8 erhvervsejendomme i Schweiz, men som et børsnoteret selskab er ambitionen, at indtjening og værdistigningen bliver i selskabet, og anvendes til at opkøbe flere ejendomme og dermed skabe vækst og øge aktieværdien over tid. Med andre ord vil Swiss Properties Invest geninvestere den værditilvækst, der kommer i selskabet, fremfor at skulle afregne med individuelle investorer indenfor bestemte tidsfrister.
Læs prospektet fra Swiss Properties Invest A/S her.
Fakta
Swiss Properties Invest A/S er et investerings- og udlejningsselskab, der opkøber og driver erhvervsejendomme i Schweiz. Selskabet er etableret i oktober 2021, og lavede sit første ejendomsopkøb 1. januar 2022. Selskabet bygger på et over 15 års velafprøvet og succesfuldt forretningskoncept.
Stifterne bag selskabet lavede deres første investeringer på det schweiziske ejendomsmarked i 2006. De forgangne 15 år har de sammen med en række private investorer gennemført 52 investeringsprojekter og opkøbt 46 erhvervsejendomme i Schweiz. Samlet er der siden begyndelsen i 2006 foretaget investeringer for 2,2 mia. kroner. De private investorer, der har været med i de mange projekter fra starten, har indtil videre kunnet se tilbage på en 4-dobling af deres investering og på mere end en 5-dobling for de danske investorer, såfremt valutagevinsten regnes med.
Swiss Properties Invest har kontor i København samt i den schweiziske by Zug, og beskæftiger pt. 6 faste medarbejdere, der varetager de praktiske og administrative opgaver, der er forbundet med at drive og optimere udlejning af erhvervsejendomme. Enkelte adhoc betonede opgaver løses i samarbejde med eksterne leverandører for at øge omkostningseffektiviteten i selskabet.

