Den danske erhvervskvinde og EU-kandidat for Moderaterne, Stine Bosse, valgte i sin tid at trække sin profil på Facebook på grund af trusler. Det fortæller hun i podcasten Bestyrelsen på erhvervsmediet MarketConnect.
”Jeg har måttet forlade Facebook, fordi jeg simpelthen blev så påvirket af det. Der var grumme trusler,” fortæller Stine Bosse.
Hun har en fortid som koncernchef i Tryg og sidder i dag i en række internationale bestyrelser i bl.a. i den tyske finansgigant Allianz og den norske storbank DNB. Samtidig har Stine Bosse gennem de seneste år markeret sig i debatterne om kønskvotering, integration og EU. Hun forklarer, at hendes engagement i den offentlige debat klart er kommet med en pris. Hun savner samtidig, at andre topfolk fra erhvervslivet blander sig i debatterne.
”Jeg har også haft andre trusselsproblemstillinger. Så det har absolut ikke været gratis. Jeg ved jo også omvendt, at det går jo kun over, når vi bliver flere. Altså, det skulle jo være almindeligt. Og det vil jo ikke betyde, at vi skulle mene det samme. Altså, slet ikke. Nogen kunne have nogle andre positioner og tale ind i nogle andre ting,” lyder det fra Stine Bosse i podcasten Bestyrelsen.
Så opfordringen er helt klar fra den danske erhvervskvinde til hendes kolleger:
”Nogle steder sker det jo også i det mindre, hvor man godt kan se nogen, der pludselig siger noget om AI eller atomkraft eller nogle andre ting. Og det hilser jeg faktisk velkommen, uanset om jeg er enig i det eller ej. Jeg synes, det er super, supervigtigt. Og jeg ville bare ønske, det blev mere almindeligt,” siger Stine Bosse.
Lyt også med her
Denne podcast er sponsoreret af




