I en ny befolkningsundersøgelse som Analyse Danmark har lavet for IDA, svarer 39 procent, at de indenfor det seneste halve år har arbejdet hjemmefra, selvom de var syge. Tallet kommet ikke bag på arbejdsmiljøekspert.
Melder du dig syg og trækker stikket, når du er syg, eller tager du en hjemmearbejdsdag på lidt lavt blus i stedet?
Ifølge en ny befolkningsundersøgelse som Analyse Danmark har lavet for IDA, gør 39 procent af os det sidste minimum én gang om året, selvom vi egentlig burde lægge os syge under dynen. Spørger man Bent Würsching, CCO ved ARBEJDSMILJØEksperten, er tallet ikke overraskende.
“Jeg vil mene, at det er lavt sat, i hvert fald for den gruppe danskere, der kan arbejde hjemme. Det er klart, den går ikke som sygeplejerske eller i en produktionshal, hvor du skal være fysisk tilstede, men for alle os, der bare skal bruge internet og en telefon, der tror jeg, at langt flere tager en hjemmearbejdsdag, selvom de er syge,” siger han.
Tallene i undersøgelsen svarer ifølge IDA til, at flere end 1,1 mio. erhvervsaktive danskere også tager sig af arbejdet, selvom næsen løber, de har feber i kroppen, og koppen med kamillete og honning er indenfor rækkevidde. Til sammenligning svarer blot hver tredje i undersøgelsen, at når de er syge, så sygemelder de sig, og så arbejder de ikke.
”Det er chokerende, at så mange også griber boldene fra sygesengen. Der er ingen gråzoner. Hvis du er syg, så skal du melde dig syg, og så skal du have tid og ro til at blive rask. Det betyder, at du ikke skal arbejde, mens du er syg. Jeg vil stærkt opfordre alle ledere og arbejdsgivere til at være tydelige i deres forventningsafstemning og gøre det klart for alle deres medarbejdere, at de naturligvis ikke skal arbejde, når de er syge,” siger Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd i IDA.
Stressfaktor
For Bent Würsching viser tallene, at danskerne er blevet en del af det grænseløse arbejdsmarked, hvor fritid og arbejdsliv i stadigt højere grad smelter sammen.
Samtidig mener han også, at der kan være ganske naturlige grunde til, at så mange vælger at tage en tørn fra privaten, frem for at melde sig syge.
“Jeg er selv hjemme med et sygt barn i dag, og kan kun arbejde så meget, som tiden tillader. Jeg har p.t. 49 ulæste mails, og det tal stiger hele tiden. Det er jo også en grund til, at mange vælger at være på hjemmefra, mens de er syge, for man risikerer at komme tilbage til kontoret og have hundredevis af ulæste mails og udskudte opgaver. Det er da en stor stressfaktor for den enkelte,” siger Bent Würsching.
Også hos IDA mener man, at det såkaldt grænseløse arbejdsliv er en stor del af grunden til tallene i undersøgelsen, og Malene Matthison-Hansen mener, at både virksomheder og medarbejdere bør tænke grundigt over, hvilket arbejdsmiljø, de øsnker at være en del af.
”Spørg dig selv, hvad du ville sige til din ven eller partner, hvis vedkommende arbejder, mens de er syge. Vi har ofte nogle urealistiske forventninger til os selv, som vi ikke kunne finde på at lægge ned over andre. Hvis ikke du ville råde din ven til at arbejde med influenza, skal du heller ikke gøre det selv,” siger hun.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk