Den 6. og 7. maj 2024 åbner PureGym dørene til deres centre landet over og tilbyder en rundvisning og gratis træning til alle hhx-elever, som deltager i den landsdækkende konkurrence DM i Erhvervscase.
Mange tusinde hhx-elever deltager i øjeblikket i DM i Erhvervscase, som er en årlig konkurrence, hvor elever i 2. g på tværs af landets handelsgymnasier konkurrerer om at præsentere den skarpeste forretningsstrategi for en udvalgt casevirksomhed.
I år er Danmarks største fitnesskæde PureGym blevet udvalgt som casevirksomhed, og det betyder, at 9.000 hhx-elever lige nu er i fuld gang med at udvikle analyser og strategier til PureGym.
Som led i DM i Erhvervscase inviterer PureGym alle deltagere i konkurrencen til at besøge deres centre og opleve træningsfaciliteterne på tæt hold.
“Vi glæder os meget til at holde åbent hus for de mange hhx-elever, som lige nu arbejder på at finde frem til nye forretningsidéer til os. Vi vil gerne hjælpe de studerende så godt på vej som muligt med deres analyser og strategier, og vi håber derfor, at vores åbent hus kan være med til at gøre dem klogere på PureGym som virksomhed og inspirere dem i deres videre arbejde,” siger Morten Bentzen, der er adm. Direktør i PureGym i Danmark.
Til åbent hus vil det være muligt for landets hhx-elever at få en rundvisning i deres lokale PureGym-center og stille spørgsmål til personalet. Desuden får de tre dages gratis træning, så de kan prøve træningsfaciliteterne af.
“Vi er meget spændte på, hvad de studerende kommer frem til af idéer til vores forretning. Det er uden tvivl en helt unik mulighed for at få nye perspektiver på vores forretning fra en masse dedikerede unge mennesker,” siger Morten Bentzen.
De dygtigste elever i konkurrencen kåres til de regionale mesterskaber den 4. september 2024 og går efterfølgende videre til finalen den 9. oktober 2024, hvor Danmarksmestrene kåres. Bag DM i Erhvervscase står Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier i samarbejde med Dansk Erhverv.