Den privatpraktiserende historiker, Kåre Johannesen, der bl.a. er forfatter og foredragsholder, har i små ti år arbejdet som selvstændig – og han giver her råd med på vejen til andre, der som enkeltmandsvirksomhed arbejder med foredrag og formidling.
Gennem de seneste ti år har man kunnet opleve historikeren Kåre Johannesen i mange forskellige roller og sammenhænge. Han har været brugt i en række historiske tv-programmer på DR, han skriver bøger og holder foredrag, ligesom han ofte har sin gang på Middelaldercentret i Nykøbing Falster.
Som privatpraktiserende historiker er han tit på farten, når der skal holdes foredrag overalt i landet, og gennem årene har han høstet mange erfaringer omkring livet som selvstændig inden for formidling og foredrag, som han vil dele lidt ud af her.
“Hvad end man laver som selvstændig, så skal man virkelig ville det hver eneste dag. Man skal gøre det, fordi man ikke kan lade være, for ellers bliver det alt for hårdt i længden. Min drivkraft er, at jeg virkelig elsker det, jeg laver,” siger han.
Drop din generthed
Det kan måske lyde lidt skørt, men én af de meget vigtige ting, jeg har gjort for min karriere, er, at jeg som uformuende ung studerende i Odense tilbage under Treårskrigen, tog et job som croquismodel.
Der lærte jeg, at man virkelig kommer langt med ikke at være genert, og det har vist sig enormt nyttigt i mit professionelle virke, hvor jeg ofte står og taler for forsamlinger, og gerne skal kunne få folk til at more sig – også gerne lidt på min egen bekostning engang imellem.
At kaste sin generthed af sig, kan man ikke lære på et kursus, det kommer af erfaring fra alle mulige sammenhænge, og alle, der så at sige er sin egen vare og sit eget brand, kan lære rigtig meget af det.
Samtidig vil jeg sige, at det er et godt eksempel på, at al erfaring, hvor unyttig, det end virker i øjeblikket, kan vise sig at være meget nyttigt på andre områder henad vejen.
Find dit trademark
Jeg arbejdede engang som en slags Overviking på Vikingeborgen Trelleborg, hvor jeg blev nødt til at være mit eget marketingbudget.
Det var ret fedt, for det lærte mig meget om, hvordan man opdyrker et image og bliver et trademark på den måde, man nu kan blive det i min branche.
Jeg var altid klædt helt i sort som en anden Johnny Cash, og det gjorde, at jeg var meget let genkendelig og det var med til at skabe mit eget brand, hvilket har vist sig meget nyttigt i mit arbejde sidenhen.
Det er en meget nem måde at skille sig ud fra alle dem, der dybest set kan det samme som dig. Kan folk huske dig og genkende dig, så er man hurtigt et skridt foran.
Det hjælper også, når journalister eksempelvis får øjnene op for dig, for de kan godt lide at have én kilde inden for hvert felt, så med lidt held kan en sjov hat eller sort tøj bringe dig langt – i hvert fald i min branche.
Pauseklovnen
I min branche med historieformidling, hvor man skal fange folks opmærksomhed og gøre dem interesserede i det, man nu skal fortælle om, der virker det utroligt godt, hvis man også kan give den lidt som pauseklovn nu og da.
Humor åbner bare mange døre, og selvom mine foredrag er både saglige og faglige, så skal man også kunne underholde, da det bare gør alting sjovere og mere interessant – også for mig selv.
Hvis man kan få folk til at grine lidt, og give dem et lidt anderledes take på nogle ting, som overrasker dem, så letter det stemningen.
Hvis du som formidler stiller dig op og fyre præcis det samme foredrag af gang på gang, så bliver det bare kedeligt i længden – også for dig selv.