Kinesiske Temu er gennem det seneste år gået fra at være totalt ukendt til at være et af danskernes foretrukne online-shoppesteder. Det presser de danske netbutikker, og hos Temashop er det resulteret i nedskæringer.
Danskerne har svært ved at stå for et godt tilbud, og det kan ikke mindst ses i vores shoppevaner online, hvor en betydelig del af handlen det seneste år er rykket over på den ekstremt billige kinesiske platform, Temu.
Ganske vist har platformen igen og igen været stærkt udskældt for at sælge ulovlige og farlige produkter, men ikke desto mindre shopper danskerne løs – faktisk i en sådan grad, at det koster på bundlinjen hos danske netbutikker såsom Temashop, der festartikler i Norden.
“Et lille eksempel er deres aggressive strategi har allerede kostet os syv millioner kroner ekstra på Google-annoncer, fordi de driver priserne op”, siger Daniel Diness Andersen, der med Temashop bl.a. har vundet tre Gazelle-priser.
Han har set sig nødsaget til at opsige hver femte medarbejder i Danmark, ikke mindst på grund af de meget lave priser, som Temu lokker forbrugerne med. På platformen kan man i skrivende stund købe en prinssesekjole til 77,47 kroner, og det kan mange danske netbutikker og fysiske butikker på ingen måde konkurrere med.
Det er dog ikke bare sin egen forretning, Daniel Diness Andersen er bekymret for, når han ser på Temus store fremmarch i Danmark.
“Det er ret indlysende for mig, at når Temu har bevist deres forretningsmodel, så vil den sprede sig til andre områder. Det er kun et spørgsmål om tid. Derfor er Danmark og EU nødt til at handle nu,” siger han.
I oktober sidste år foreslog Danmark sammen med Tyskland, Frankrig, Østrig og Holland at fjerne toldgrænsen på 150 euro for varer købt uden for EU. Initiativet havde til formål at reducere de fordele, som platforme som Temu, der især opererer fra Kina, havde nydt under de daværende regler.
”Det er en virkelig god idé og i al beskedhed også en, som vi i flere år har kæmpet for at få opbakning til. Det kan blive et vigtigt redskab i kampen for at tæmme Temu og andre platforme fra særligt Kina. Derfor bakker vi også op om det,” udtalte Betina Schiønning, fagchef for produktregulering og håndhævelse i Dansk Erhverv, i den forbindelse.

