Bryggeriet Alefarm Brewing har indgået aftale med svenske Craft Cravers om salg og distribution af sine øl i på det store svenske marked.
Fremover vil man kunne få endnu mere god øl i Sverige, når det danske specialølsbryggeri rykker over sundet og ind på det svenske ølmarked. Bryggeriet har netop indgået aftale med den svenske distributør Craft Cravers, der vil stå for at udbrede de danske øl i Sverige.
Craft Cravers er i dag blandt andet leverandør til Systembolaget – den statslige detailkæde med monopol på salg af alkoholholdige drikkevarer over 3,5 procent alkohol til forbrugere – og er en veletableret aktør på det svenske marked for specialøl.
“Sverige har altid været et spændende marked for os, og vi har længe ønsket at styrke vores tilstedeværelse der. Vi ved, at der er en stor interesse for kvalitetsøl blandt svenske forbrugere, og med Craft Cravers som partner får vi adgang til både Systembolaget og et bredt netværk af barer og restauranter,” siger CEO i Alefarm Brewing, Kresten Thorndahl.
Ud over samarbejdet med en lang række barer og restauranter rundt om i Sverige, driver Craft Cravers også deres egen bar i Stockholm – et levende udstillingsvindue for deres udvalg.
“Vi glæder os over at have sendt den første ordre afsted, ser frem til samarbejdet og til at kunne præsentere vores øl for endnu flere svenske ølentusiaster – både på hylderne og på hanerne,” siger Kresten Thorndahl.

