Alefarm Brewing har haft et stærkt første halvår i 2025 med vækst på flere fronter. Omsætningen steg til 5,6 millioner kroner – en fremgang på 18,4 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
2025 har indtil videre været et godt et af slagsen for det danske bryggeri, Alefarm Brewing, der kan se tilbage på det forgangne halvår og noterer sig en solid fremgang i omsætningen – og generel vækst flere steder i regnskabet.
Bruttoresultatet voksede til 1,8 millioner kroner, en stigning på hele 46,5 procent, mens driftsresultatet (EBITDA) gik fra et underskud på 877.000 kroner sidste år til et lille plus på 111.000 kroner.
Salget til distributører, butikker, restauranter og barer i Danmark steg med imponerende 74,1 procent, og eksporten voksede med 42,8 procent. Webshoppen leverede en mindre stigning på 5 procent, mens salget til kanaler med lav indtjening faldt med 63,5 procent – et bevidst valg for at fokusere på de mest rentable områder.
“Da Selskabet har levet op til forventningerne på halvåret, og udsigten til at 2. halvår også bliver godt, fastholder Selskabet en omsætning på mellem 10,8 og 11,5 millioner kroner i 2025. EBITDA forventes fortsat i størrelsesordenen tDKK 350 til tDKK 0 for regnskabsåret 2025,” skriver Alefarm Brewing i sin ledelsesberetning i halvårsrapporten.

