Med et nyt udspil vil regeringen komme de markant stigende antal butikstyverier til live. På tide, mener organisationer
Butikkerne er ramt af det højeste antal butikstyverier i 20 år. Dertil kommer, at to ud af tre butikstyve er gengangere, og hver fjerde butikstyv har 10 eller flere strafferetslige afgørelser med i bagagen.
Der er med andre ord ikke bare tale om lidt tilfældigt smårapseri fra en butikshylde her og der, men store mængder varer, der udgør en betydelig værdi. De Samvirkende Købmænd har tidligere været ude og anslå, at butikstyverier koster butikkerne op mod to milliarder kroner om året.
I et nyt udspil vil Justitsminister, Peter Hummelgaard (S), nu gøre ved de mange tyverier med udspillet “Konsekvent kurs over for butikstyveri.”
Udspillet indeholder bl.a. tiltag som styrket udrejsekontrol med omrejsende kriminelle grupperinger. Højere bødestraf for butikstyveri og hæleri samt klare rammer for butikkernes muligheder for optagelse af lyd og tv-overvågning.
”Regeringen ser med alvor på den store stigning i butikstyverier, vi har set de seneste år. Tyverierne er forbundet med store udgifter for butiksejerne. Og tyvene skaber utryghed blandt både kunder og butiksansatte, der hver dag møder ind for at passe deres arbejde. Det skal vi ikke finde os i,” siger ministeren blandt andet.”
Det nye tiltag vækker glæde hos De Samvirkende Købmænd.
”Det er første gang i mange år, at en justitsminister sætter fokus på butikstyverier. Det er vi naturligvis meget tilfredse med, om end det sker på en forfærdelig baggrund efter det højeste antal anmeldelser i 20 år,” siger adm. direktør Jannick Nytoft.
Hos HK Handel mener man ligeledes, at det er meget positivt, at regeringen nu endelig kommer på banen med politiske tiltag, der kan dæmme op for kriminaliteten, men man ser man ikke udelukkende positivt på det nye udspil, da det, mener man, helt overser de enkelte medarbejdere, der oplever tyverier i dagligdagen.
“Det er bekymrende, at regeringen kun har valgt at samarbejde med arbejdsgivere om dette udspil. Hvis man har en målsætning om at sikre mere tryghed i butikkerne, så forstår jeg ikke, at man ikke inddrager de ansatte. Det er netop medarbejderne, der dagligt skal forholde sig til den utryghed, som butikstyverierne er med til at skabe,” siger Mette Høgh, formand for HK Handel.