Sven Klinkert fra Hjerting nord for Esbjerg har drevet firmaet Malermester Klinkert, siden virksomheden startede hjemme i garagen. Nu har han foretaget endnu et opkøb i rækken.
Hvad der i sin tid startede som et lille firma i Sven Klinkerts garage, er med årene blevet til Klinkert Gruppen, der har en række virksomheder under sin paraply.
Og nu er der kommet endnu et medlem af gruppen, i form af Midtjysk Malerfirma, der har til huse i Billund.
“Det er mig en stor glæde, at det har været muligt at overtage Midtjysk Malerfirma. Det er et naturligt skridt i udviklingen af vores virksomhed. Overtagelsen skal også ses som en styrkelse af vores eksisterende tilstedeværelse i Billund-området, hvor også malerfirmaet Q-Lør i 2020 blev en del af gruppen,” siger Sven Klinkert.
I dag står han i spidsen for en af landsdelens største malervirksomheder med omkring 60 ansatte, der arbejder fra Esbjerg, Vejen og Ribe – og nu altså også fra Billund.
Tidligere har Klinkert Gruppen også overtaget Billund-virksomheden Q-Lør, og i Esbjerg har Klinkert styrket sin position ved at opkøbe den lokale konkurrent Malerfirmaet Vagn Tønder A/S.