VVS-virksomheden fra Sydsjælland, Knud Jensen VVS A/S, bliver den nyeste tilføjelse til InstallatørGruppen, som er en af Danmarks største installationsvirksomheder.
Knud Jensen VVS A/S udfører forskellige typer VVS-installationer og blikkenslagerarbejde samt tilbyder rådgivning inden for energibesparelser – og har afdelinger i Havdrup, Præstø, Næstved og Faxe Ladeplads. Kundebasen omfatter både private, erhverv og offentlige institutioner.
Nu bliver virksomheden, der har en årlig omsætning på omkring 30 millioner kroner – og beskæftiger ca. 20 mennekser – en del af InstallatørGruppen.
“At blive en del af InstallatørGruppen giver os styrke og flere muskler på den grønne omstilling. Samtidig løfter vi vores virksomhed til næste niveau på ESG. Vi kan herved fortsætte vores gode udvikling på medarbejder- og kundetilfredshed samt rentabilitet,” siger Christian Olsen, direktør i Knud Jensen VVS A/S.
Som de andre virksomheder i InstallatørGruppen vil Knud Jensen VVS A/S fortsat beholde sit firmanavn, ledelse, medarbejdere og kontorer, hvilket sikrer den lokale forankring og tætte kunderelationer.
“Vi er meget glade for at byde ledelse og medarbejdere i Knud Jensen VVS A/S velkomne i Gruppen. Med deres kernekompetencer og stærke position i lokalmiljøet styrker vi InstallatørGruppens VVS-kompetencer samt vores tilstedeværelse på Sydsjælland. Vi ser meget frem til samarbejdet,” siger Peter Frandsen, direktør i InstallatørGruppen.
Med Knud Jensen VVS A/S består InstallatørGruppen nu af over 20 danske installationsvirksomheder med en samlet omsætning på cirka DKK 2,5 mia. og mere end 1400 medarbejdere.