I nogle kommuner er byggesagsarkivet åben for offentligheden, mens andre kommuner holder kortene tæt til kroppen. Men for håndværksvirksomheder er det væsentligt at have adgang til de data, der ligger i arkiverne.
Det er ikke altid lige let at gå på jagt i kommunernes byggesagsarkiver rundt omkring i landet. Skønt arkivet kan findes via eksempelvis borger.dk eller weblager.dk, så er der betydelige forskelle i, hvor meget information den enkelte kommune stiller til rådighed.
Men de informationer, der findes i byggesagsarkiverne i landets kommuner, er af stor vigtighed for byggevirksomhederne, der i dag må kæmpe med at få forskellige svar, når de skal udføre opgaver i flere kommuner.
Byggesagsarkivet indeholder tegninger af bygninger samt dokumenter relateret til specifikke byggesager. Her kan man finde tegninger, tilladelser, beregninger og oplysninger om, hvem der bygger i lokalområdet, samt se registrerede byggetilladelser på de enkelte matrikler.
Hos Dansk Håndværk er man bl.a. blevet kontaktet af en midtjysk håndværksvirksomhed, der har oplevet, at en række kommuner begrunder deres lukkethed med GDPR-reglerne.
“Virksomheden har bemærket, at man i kommuner med fuld åbenhed ganske enkelt bruger elektroniske GDPR scannere, som automatisk fjerner alle persondata. Beder man derfor om data for bygninger i de kommuner er der ingen problemer, mens man andre steder får svaret at “Arkivet er lukket for offentligheden”. Og når virksomheden så spørger kommunen, hvordan det kan være, får de svaret, at det skyldes GDPR-regler,” siger Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk.
Kommunerne selv begrunder ofte forskellene i, om arkiverne eksempelvis er helt åbne eller helt lukkede med, at loven tolkes forskelligt, når man kører fra den ene kommunen til nabokommunen.
“Når man nu har lavet en fælles indgang via eksempelvis borger.dk, så burde man også kunne have beskyttet data med en fælles GDPR-scanning og dermed gøre alle relevante byggedata tilgængelige i alle kommuner. Det bør være en opgave for vores digitaliseringsminister. Samtidigt bør datatilsynet under justitsministeriet klargøre reglerne for kommunerne, så virksomhederne ikke mødes af hel eller delvis lukkethed, fordi kommune fortolker GDPR-lovgivningen på vidt forskellige måder,” siger Morten Frihagen.