Med opkøbet af Byggepladsfolk.nu sigter danske SiteHub efter at ændrer vilkårerne inden for både sikkerhed og produktivitet i byggebranchen.
Den danske byggebranche står lige nu midt i en udvikling med skærpede krav til sikkerhed, bæredygtighed og effektivitet.
Samtidig kæmper branchen med udfordringer omkring blandt andet dårlig uddannelse blandt arbejdskraften, ofte forbundet med ulovlige udenlandske arbejdere, hvilket resulterer i alvorlige problemer med både sikkerhed og kvalitet.
Det mener man i hvert fald hos SiteHub, der med opkøbet af byggepladsfolk.nu vil trække hele byggebranchen i en ny retning – med ordnede forhold og uden bemanding med utilstrækkeligt uddannet, og til tider ulovlig, arbejdskraft.
“Vi bliver som branche nødt til at sikre ordentlige forhold på byggepladserne. Ellers vil vi blive ved med at opleve ulykker, ulovlig arbejdskraft og dårligt arbejdsmiljø. Sikkerheden skal styrkes, og med de rette kvalifikationer sikrer vi samtidig, at kvaliteten og effektiviteten på byggeriet øges. Det giver hurtigere fremdrift, bedre compliance, og bedre bundlinje,” siger Ulrik Branner, administrerende direktør i SiteHub.
Dertil kommer også lanceringen af et nyt koncept “Bedre Byggeplads”, der skal understøtte et andet syn på risiko, kontrakter og entrepriser. Bygherren skal tage større ansvar, entreprenørens rolle skal omformes, og investeringer i produktivitet øges
“Byggebranchen har i mange år manglet kvalificeret arbejdskraft, men har alligevel ikke formået at skabe byggepladser, der er moderne og indbydende. Det vil vi gøre op med ved hjælp af gennemprøvede processer, teknologi og stort fokus på kontinuerlig udvikling af vores samlede organisation,” siger Ulrik Branner.
Han fortæller videre, at konceptet vil skabe større sikkerhed og højere produktivitet på danske byggepladser- og at man hos SiteHub håber, det vil danne grundlaget for fremtidens byggebranche.

