Konkurstallet for danske virksomheder faldt en smule i oktober måned, og det er en særlig række brancher, der trækker tallet ned.
Antallet af danske virksomheder, der har måtte erklære sig konkurs og dreje nøglen om i løbet af 2024, er faldet med lige knap fire procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Det viser tal fra Creditsafe, der også viser, at de 809 virksomheder, der gik konkurs i oktober måned er otte procent færre end samme måned sidste år.
“Oktober måneds konkursstatistik giver os anledning til forsigtig optimisme. Med et faldende antal konkurser viser flere regioner og brancher positive tendenser, selvom der fortsat er sektorer, som er mærket af økonomisk usikkerhed. Vi håber, at denne stabilitet kan fortsætte ind i 2025,” siger Morten Kofoed-Larsen, Country Manager hos Creditsafe Danmark.
Tallene viser samtidig, at overnatnings- og restaurationsbranchen har set en bemærkelsesværdig forbedring med en konkursreduktion på 42 procent, hvilket afspejler en sektor i positiv udvikling efter en udfordrende periode. Omvendt ser det ud for sektorer som undervisning, hvor konkurserne er steget med 50 procent, og sundhedssektoren med en stigning på 43 procent.
Virksomheder i Sverige kæmper stadig med høje konkurstal. I oktober gik 821 aktieselskaber konkurs, hvilket kun viser en marginal forbedring på én procent sammenlignet med samme måned året før, hvor 829 virksomheder gik konkurs. Konkurrencen og udfordringerne er særligt store inden for autohandel, ejendom, detailhandel og e-handel, og flere større konkurser er relateret til den igangværende krise hos batteriproducenten Northvolt.