Sweco Danmark har indgået en bindende aftale om køb af OJ Rådgivende Ingeniører. Med opkøbet øger Sweco antallet af specialister inden for byggeri og styrker sin landsdækkende position.
Siden grundlæggelsen i 1946 har OJ Rådgivende Ingeniører haft hovedfokus på byggeri og anlæg, og virksomheden breder sig i dag over i alt ni kontorer og beskæftiger 325 medarbejdere.
Nu er virksomheden blevet solgt til Sweco, der er blandt Europas førende arkitekt- og ingeniørvirksomhed med over 21.000 medarbejdere i 13 lande og med projekter i mere end 70 lande verden over.
“Det har været vigtigt for os at finde en partner, som har samme tilgang som os selv, når det handler om at se værdien i at være til stede lokalt i de samme nærmiljøer som vores kunder. Den tilgang har vi praktiseret de sidste 77 år, og jeg er glad og stolt over, at vi nu sammen med Sweco kan bygge ovenpå med de nødvendige muskler, der gør os i stand til at tilbyde endnu flere muligheder til både vores medarbejdere og kunder,” siger Brian Thyregaard Andreasen, adm. direktør i OJ Rådgivende Ingeniører.
Med opkøbet øger Sweco antallet af specialister inden for byggeri til 855 og tilføjer nye lokalkontorer og vækstområder til virksomheden. Derved styrker Sweco markant forudsætningerne for at spille en central rolle som rådgiver på alle typer af byggeprojekter i hele landet uanset størrelse.
“Jeg glæder mig til at kunne byde 325 nye kollegaer velkommen. OJ Rådgivende Ingeniører er garant for kompetence og høj faglighed med en udpræget lokal forankring og stærke relationer til deres kunder. Sammen komplementerer vi hinanden utroligt godt både forretningsmæssigt, kulturelt og geografisk med et fælles ønske om at gøre to gode rådgivere til en endnu bedre samlet rådgiver med stor lokal nærhed til kunderne og projekterne,” siger Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark.

