Efterspørgslen på en række faglige kompetencer ændrede sig markant, da ChatGPT blev lanceret i slutningen af 2022, viser nyt internationalt studie, og det ser ud til at kunne ramme dem, der arbejder med tekster og oversættelser.
Robotterne kommer og tager dit job!
Det har vi efterhånden hørt mange gange, men selvom det er en gammel traver, så kan den ikke desto sagtens vise sig at være sand. For et nyt internationalt studie netop udgivet i Journal for Economic Behavior and Organization konkluderer, at der kan være noget om snakken – hvis du arbejder inden for bestemte områder.
”Vi kan se, at efterspørgslen på oversættelser, visse skriveopgaver og simpel programmering faldt markant med indførelsen af ChatGPT. Men samtidig steg efterspørgslen på andre færdigheder,” siger Ole Teutloff fra Copenhagen Centre for Social Data Science (SODAS) ved Københavns Universitet.
Konkret indtager skriveopgaver og oversættelser fire ud af de øverste fem pladser på listen over hvilke jobs, der er i farezonen for at blive overtaget af den kunstige intelligens.
Analyserne viser samlet set, at antallet af freelancejobs inden for områder, hvor ChatGPT kan overtage arbejdsopgaverne, er faldet med omkring 24 procent sammenlignet med jobtyper, hvor AI enten kun assisterer eller ikke spiller en rolle.
”Studiets centrale budskab er derfor, at de nye AI-teknologier skaber væsentlige forandringer på arbejdsmarkedet. Men vi taler indtil videre ikke om, at nye AI-teknologier udraderer jobs over en bred kam og gør menneskelig arbejdskraft overflødig,” siger Ole Teutloff.