Aarhus Vand, Arkil og LE34 har sammen stiftet et nyt selskab og digital platform, HeyPipe, der skal skabe overblik – som ikke findes i dag – over ledninger, kabler, rør og tunneler, som udgør en kompleks og samfundskritisk underjordisk infrastruktur.
Kritisk infratrukturer er afgørende for at vores land kan fungere og hænge sammen, men hidtil har der ikke fandtes noget samlet overblik over, hvordan infrastrukturen ser ud under jordens overflade.
Derfor har Aarhus Vand, Arkil og LE34 skabt platformen HeyPipe, der giver entreprenører, graveaktører, forsyninger og myndigheder en unik adgang til data, som skal spare samfundet millioner af kroner og spildte ressourcer i graveskader.
“På daglig basis går der anseelige ressourcer til spilde, når anlægsarbejder bliver afbrudt af overgravede kabler, der ikke er registreret nogen steder. Det problem løser vi med HeyPipe, som ikke blot kommer til at spare kunderne for frustrationer, men også kommer til at spare samfundet for kroner og øre samt den miljøbelastning, der er forbundet med ekstraarbejde,” siger homas Boe, der er bestyrelsesformand for Arkil a/s og for HeyPipe.
Platformen skal blive et et supplement til ledningsejerregistret LER med unik 3D-dokumentation af ledningsanlæg, billeder af ledningsarbejder, højdeoplysninger på samtlige ledninger samt en dokumentation af de ledninger, der ikke er kendte af ledningsejere.
“Med HeyPipe minimerer vi helt sikkert graveskader i vores anlægsprojekter, fordi vi får en større viden om undergrunden. Jo større viden jo bedre kan vi også planlægge vores projekter og sikre en effektiv afvikling,” siger Peter Hjortdal, der er afdelingschef for Klima & Afløb i Aarhus Vand.