En container fyldt med brugte Tesla-batterier skal snart levere grøn strøm til gæster på Samsø. Løsningen, udviklet i samarbejde mellem 4-Leaf Consulting og forskere fra DTU, skal fremme en cirkulær tilgang til genanvendelse af elbilbatterier og deres rolle i at balancere elnettet.
Samsø har længe været kendt som Danmarks ø for vedvarende energi og har gennemført flere projekter med fokus på grøn omstilling. Energiakademiet har som projekthus spillet en central rolle i at formidle øens indsats til op mod 3.000 årlige klimaturister.
Med det nye projekt Klimabyen Energiakademiet får klimaturisterne adgang til et living-lab, hvor de kan opleve forskellige energiteknologiske løsninger og samtidig overnatte bæredygtigt. Klimabyen, opført med fokus på bæredygtigt byggeri, bliver udstyret med solceller, termonet, buffertanke og et nettilsluttet batteri i en tifods container. Batteriet har en kapacitet på 124 kWh, som kan udvides til 248 kWh.
”Det er yderst positivt at se, at en indledende dialog mellem vores mindre virksomheder og forskere i Danmark og udlandet hurtigt kan føre til udvikling og demonstration af konkrete, klimavenlige produkter. På et år har partnerne skabt en ny løsning med grøn balancering til byggeriet på Samsø. Når løsningen er færdigtestet, kan partnerne udvikle videre på skalering af batteriet, så det kan sælges som noget nyt til markedet – med afsæt i genbrug,” siger Marie Vedel, projektleder i Energy Cluster Denmark.
Samarbejdet mellem 4-Leaf Consulting og DTU er opstået i et indledende projekt med forskellige partnere, blandt andre med den lokale virksomhed Sambyg. Energy Cluster Denmark, Danmarks nationale energiklynge, har faciliteret projeket, der er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med midler fra EU.
Ifølge Jesper Østergaard, CEO i 4-Leaf Consulting, er batterier til el-biler af den højeste kvalitet i markedet, såkaldt automotive grade, og bør derfor udnyttes maksimalt.
”Batterierne sidder i el-bilerne til de har en restkapacitet på 70-90 procent. På det tidspunkt, typisk efter 8-10 år, er rækkevidden nedsat, og så kan det være aktuelt at sætte et andet batteri i bilen – eller lade den skrotte. For materialer overordnet i biler genanvendes cirka 86 procent af materialerne. Men for batterierne, som har en restlevetid til de når en restkapacitet på 30-40 procent, har de stadig stor værdi inden de sendes til genbrug,” siger han.