FTZ, Danmarks førende inden for reservedele, tilbehør og værkstedsløsninger til autobranchen, har ansat ny CFO, Christian Buhl Krøis, 39, som tiltræder sit nye job den 1. februar 2025.
I dag er Christian Buhl Krøis Group CFO hos SG Armaturen AS, en familieejet virksomhed med hovedsæde i Norge. Der har han ansvaret for finansiel strategi og styring. Samtidig fungerer han som CEO for SG Produktion A/S og bidrager til både den strategiske retning og driften.
Christian Buhl Krøis har en cand.merc.aud. fra Syddansk Universitet samt en Executive MBA fra CBS.
Han har omfattende erfaring som CFO i både internationale og familieejede virksomheder. Tidligere var han CFO hos ABB A/S, hvor han ledte finans-, IT-, ejendoms- og indkøbsfunktioner og håndterede M&A-aktiviteter, herunder udskilningen af ABB Power Grids-divisionen som en selvstændig enhed. Han har også arbejdet som revisor hos PwC og Deloitte.
CEO glæder sig utroligt meget
Michael Gadegaard, der er CEO i FTZ, glæder sig over, at det er lykkedes at tiltrække en kapacitet som Christian Buhl Krøis.
“Med Christian Buhl Krøis får vi en CFO, som rummer alt det, som er så svært at finde. Nemlig en med solid erfaring fra lignende job på topniveau samtidig med, at Christian Buhl Krøis også helt har fingeren på pulsen, når det handler om trends og tendenser. Jeg glæder mig helt utroligt meget til, at han tiltræder den 1. februar 2025,” siger Michael Gadegaard.
Også FTZ’s nye CFO glæder sig.
“FTZ er inde i en rivende udvikling og befinder sig samtidig i et stærkt konkurrencepræget marked. Jeg glæder mig virkelig til at komme med på holdet og være med til at drive FTZ yderligere frem,” siger Christian Buhl Krøis, der er bosiddende i Odense med sin kone og deres to børn.
Han afløser Simon Pallesen på posten som CFO i FTZ. Simon Pallesen besluttede efter eget ønske at opsige sit job i FTZ tidligere på året.