| FTZ Autodele & Værktøj A/S indgår et nyt langsigtet partnerskab med Odense Boldklub og bliver en af de største partnere i klubben. Partnerskabet samler to stærke aktører med dybe fynske rødder og giver samtidig FTZ mulighed for at styrke sit brand, sine koncepter og sine kunderelationer på tværs af hele Danmark. |
FTZ har hovedsæde i Aarup på Fyn og er en af landsdelens store arbejdspladser. Samtidig er FTZ i dag Danmarks største leverandør af reservedele, værktøj og IT-løsninger til autobranchen og lastbil-sektoren. Gennem et landsdækkende distributionsnetværk og kendte værkstedskoncepter som AutoMester, Din Bilpartner og Hella Service Partner er FTZ med til at gøre det muligt for mennesker over hele Danmark at reparere, vedligeholde og servicere deres køretøjer – uanset teknologi.
FTZ er en del af MEKO, en nordeuropæisk koncern med aktiviteter på tværs af flere lande. Det betyder, at virksomheden både har en stærk lokal forankring på Fyn, en landsdækkende position i Danmark og adgang til kompetencer og skala fra en større nordisk koncern.
OB er et fyrtårn
“Som en af Fyns store arbejdsgivere har vi en naturlig interesse i, at Fyns største fodboldklub står stærkt og etablerer sig solidt på den nationale scene. OB er et fyrtårn på Fyn og en klub med ambitiøse mål for fremtiden. Derfor er vi både stolte og glade for at blive en del af det stærke netværk omkring Odense Sport & Event og Odense Boldklub,” siger Andrew Long, CEO i FTZ.
For FTZ handler partnerskabet også om at skabe nye muligheder for kunder og samarbejdspartnere. Gennem samarbejdet får FTZ mulighed for at tilbyde kunder oplevelser med fodbold på højeste niveau og hospitality i professionelle rammer midt på Fyn og rundt I landet.
“Partnerskabet giver os en unik mulighed for at styrke FTZ-brandet og vores koncepter – ikke kun på Fyn, men i hele Danmark. Samtidig kan vi give vores kunder mulighed for at opleve topfodbold tæt på og mødes i stærke professionelle rammer. Det er et partnerskab, der både bygger på vores lokale rødder og vores landsdækkende ambitioner,” siger Andrew Long.
OB: Et partnerskab med fælles ambitioner
Hos Odense Boldklub glæder man sig over et partnerskab med en virksomhed, der både er stærkt forankret på Fyn og har national rækkevidde.
“Vi er meget begejstrede for partnerskabet med FTZ. Det er en virksomhed med dybe rødder på Fyn, men også en landsdækkende aktør med stor betydning for autobranchen i Danmark. Både OB og FTZ ønsker at tage et aktivt ansvar for at udvikle fællesskabet og sammenhængskraften på Fyn, og samtidig giver partnerskabet os mulighed for at gøre både OB og FTZ stærkere,” siger Jack Jørgensen, kommerciel direktør i OB.
Fælles fokus på Fyn og fællesskab
Som en del af partnerskabet vil FTZ og OB også undersøge mulighederne for fælles aktiviteter med et socialt sigte. Det konkrete indhold vil blive udviklet i dialog mellem parterne med udgangspunkt i eksisterende initiativer i og omkring Odense Boldklub.
“Vi spiller en aktiv rolle i samfundet omkring os, og vi er drevet af samarbejde og tætte relationer. Derfor ser vi også frem til at blive en aktiv del af fællesskabet omkring OB og Odense Sport & Event og til at støtte den fortsatte udvikling af både klubben og de aktiviteter, der samler mennesker på Fyn,” siger Andrew Long.
“Som klub har vi et ansvar for at bidrage til Fyn og Odense. FTZ skaber allerede arbejdspladser og aktivitet lokalt, og vi ser frem til sammen at undersøge, hvordan partnerskabet også kan bruges til at styrke fællesskab og sociale indsatser,” siger Jack Jørgensen.
Det nye samarbejde er allerede begyndt og fra sæsonen 2027-2030 vil OBs spillere desuden bære FTZs logo på udebanetrøjen.

