Danske Odico, der laver robotteknologi til byggeindustrien, er gået sammen med bygge- og anlægsvirksomheden Arkil om et nyt pilotprojekt, der har til formål at skabe effektive og bæredygtige løsninger til støbning af søjlefundamenter.
Byggeriet er en af de mest CO2-udledende brancher i Danmark og på verdensplan, og derfor er der brug for nytænkning og innovation, der kan være med til at sænke udledningen inden for alle områder af processen.
Det nye pilotprojekt mellem Arkil og Odico vil drage fordel af Odicos forskallingsteknologi, specifikt lette søjleforme, for at reducere behovet for krantransport og tunge løft betydeligt, hvilket vil føre til en reduktion af CO2 og skabe et mere sikkert og bæredygtigt arbejdsmiljø for de involverede medarbejdere.
For at sikre, at det endelige produkt lever op til de nødvendige krav for at kunne bruges i byggeriet, skal der blandt andet foretages en teststøbning.
”Hvis man vil innovation – og det vil vi i Arkil – må man også investere i at afprøve ny teknologi. Derfor glæder vi os til at se, om vi i fællesskab med Odico kan udvikle noget, der skaber værdi for både virksomheden, vores medarbejdere og omverdenen,” siger Jan Schmidt, Teknisk Direktør, Arkil.
Pilotprojektet har til formål at afgøre, om det er muligt at anvende en unik coating og EPS-forskalling til opførelse af mastefundamenter for Energinet. Målet er at erstatte den tunge traditionelle forskalling med Odicos robotfremstillede forskalling, som let kan håndteres af to personer uden brug af kranudstyr og lign.
“Vi er glade for at samarbejde med Arkil om dette spændende projekt, som har potentiale til at revolutionere den måde, vi griber fundamentbyggeri an på. Sammen med Arkil er vi overbeviste om, at vi kan levere effektive og bæredygtige løsninger, der ikke blot vil forbedre produktiviteten og sikkerheden, men også reducere byggeriets miljøpåvirkning. Vi ser frem til samarbejdet og glæder os til at gøre dette pilotprojekt til en succes,” siger Alexander N. Andersen, CCO i Odico A/S
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

