Gire Mobility Danmark har siden 2022 tilbudt virksomheder hurtig transport af deres køretøjer. Nu tager virksomheden et strategisk vigtigt skridt og indgår samarbejde med Wefleet.
Gire Mobility har været tilstede i Danmark i godt og vel to år, og i den tid har virksomheden, der tilbyder transport af køretøjer, oplevet en støt stigende efterspørgsel.
Det har nu kastet et nyt samarbejde af sig, da man har slået sig sammen med WeFleet, der er et digitalt værktøj til flådeejere i bilbranchen.
“Aftalen med Wefleet er et væsentligt skridt i vores ambitiøse ekspansionsplaner på det danske marked. Vi ønsker at blive den foretrukne løsning for hurtig transport af biler, og med samarbejdet tager vi stikket dybere,” siger Christopher Haar, Managing Director hos Gire Mobility Danmark.
Han mener, at WeFleet har en stærk profil på markedet, og et samarbejde af denne størrelse vil skabe den interaktion, som er afgørende for Gire på det danske marked.
Ifølge Thomas Nuppnau, CEO for Wefleet, er virksomheden skabt udfra et ønske om at skabe en uafhængig software og platform. Derfor er samarbejdet med Gire Mobility, ifølge ham, præcis den form for udvidelse af platformen, de ønsker, for at sikre at kundernes interesser bliver samlet et sted.
“Vi ønsker at udvide vores tilbud til kunderne og skabe en uafhængig platform med et univers, hvor kernebegrebet er nemhed. Det gør vi ved at samle aktører med kompetencer på hvert deres felt og dermed tilbyde flest mulige værktøjer til at håndtere kundernes processer. Helt lavpraktisk bliver det nemmere for brugerne at booke deres aktiviteter i hverdagen.”
Gire Mobility har opereret på det danske marked i knap to år. På den tid har virksomheden ifølge Christopher Haar oparbejdet en sund kundekreds – og med det nyligt opstartede samarbejde, kigger de ind i år, hvor positionen skal konsolideres.
“Vi er allerede godt inde i 2024, men jeg mener bestemt, at det er realistisk at vores samarbejde med Wefleet munder ud i mindst 3000 ture inden året er omme. Samtidig er vores store mål for året at udvide vores kundekreds og bygge videre på den rigtig gode start, vi har fået i Danmark, så vi står endnu stærkere.”

