Andelen af danskere, der fortsætter i job frem for at gå på pension, er for første gang i fem år steget, og det er godt for de mange virksomheder, der i dag kæmper med at finde arbejdskraft.
For første gang siden 2018 er tallet for seniorer, der vælger at blive i job frem for at gå på pension, steget.
Nye tal fra Jobindsats, der drives af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, viser en stigning på 5000 i antallet af beskæftigede over 67 år fra juli 2022 til juli 2023. Samtidig regner næsten hver fjerde dansker over 50 år med at arbejde efter at have nået folkepensionsalderen.
Èn af de 5000 er Kaj Villadsen på 66 år, der arbejder for depotrumsvirksomheden Boxit i Aarhus. For ham er der flere grunde til at fortsætte på arbejdsmarkedet.
“Rent økonomisk kunne jeg sagtens trække mig tilbage, men jeg har brug for den menneskelige kontakt, jeg får herude. Jeg er glad for at gå på arbejde, for så sker der noget, og der er noget at snakke med konen om over aftensmaden,” siger han.
En kæmpe reserve
Hos erhvervsorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, hvis medlemmer i stor stil oplever mangel på arbejdskraft, har man i en periode kørt en kampagne for at få flere ældre til at blive i job – frem for at trække sig tilbage.
“Som arbejdsgivere og erhvervsorganisation har vi et ansvar for at italesætte de muligheder, der er for at imødekomme den mangel på arbejdskraft, vi ser ind i. Her må vi bare indse, at seniorer, der kan blive længere på arbejdsmarkedet, er en kæmpe reserve,” udtalte adm. direktør Troels Blicher Danielsen i påsken til Jyllands Posten.
Spørger man Lars L. Andersen, professor hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, mener han også, at der er flere grunde til at flere vælger at blive i arbejde i stedet for at gå på pension.
“Beslutningen om at udskyde sin pension handler i nogen grad om økonomi, for mange har brug for pengene. Men det handler også om den livsglæde, det giver at gå på arbejde. Den indflydelse og anerkendelse, man oplever på en arbejdsplads, er en motivationsfaktor for mange seniorer for at fortsætte i job. Mange pensionister vil gerne arbejde, hvis de kan holde til det,” siger han.
Han mener samtidig, at hvis virksomhederne ønsker at fastholde de ældre, skal de være indstillet på at være fleksible.
“Hvis vi ønsker flere seniorer på arbejdsmarkedet, skal der være bedre muligheder for en fleksibel indretning af arbejdslivet. Det kan være kortere arbejdsdage, længere ferier eller mulighed for at arbejde hjemmefra.”
For Troels Blicher Danielsen er det afgørende, at de mange ældre, der fortsætter i job, er med til at dæmme top for manglen på arbejdskraft – men han mener også, at det giver et mere nuanceret billede af, hvad det gode liv er for en størrelse.
“Grundlæggende forsøger vi at sige, at et godt liv ikke bare handler om at gå på pension – det handler om at have det godt, mens man arbejder, og forbedre sine kompetencer,” side han til Jyllands Posten.