Beskæftigelsen blandt indvandrere og efterkommere har været et samtaleemne i årtier, men ifølge nye tal fra Danmarks Statistik, går udviklingen i den rigtige retning.
De seneste år har beskæftigelsen i Danmark slået den ene rekord efter den anden, og man skal efterhånden lede længe for at finde ledige inden for en lang række sektorer, og mange mennesker, der ellers har haft svært ved at få foden i døren til arbejdsmarkedet, er som følge heraf kommet i job.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser en stigning på 5,0 procent fra 2022 til 2023, hvor beskæftigelsen blandt indvandrere og efterkommere steg fra 474.400 til 498.000. Denne vækst omfatter 5.800 personer fra vestlige lande og 17.700 fra ikke-vestlige lande. I samme periode oplevede personer med dansk oprindelse et beskedent fald i beskæftigelse på 1.300.
I løbet af de seneste ti år har beskæftigelsen blandt indvandrere og efterkommere vist en markant stigning, og de har dermed udgjort størstedelen af væksten i arbejdsstyrken. Fra 2013 til 2023 er antallet af beskæftigede indvandrere og efterkommere vokset fra 258.500 til 498.000, og de udgør nu 16,0 procent af den samlede arbejdsstyrke, op fra 9,6 procent i 2013.
Handel og transport er en af de brancher, hvor denne gruppe særligt har fundet job. I alt er beskæftigelsen i denne sektor steget med 92.700 personer i løbet af tiåret, og 70.000 af disse er indvandrere og efterkommere.
Heraf kommer 46.200 fra ikke-vestlige lande og 23.800 fra vestlige lande. Dette understreger, hvordan arbejdskraft med indvandrerbaggrund i stigende grad bidrager til sektorer, der traditionelt står for store dele af den danske økonomi.