Den samlede lønmodtagerbeskæftigelse steg i januar med 5.500 personer. Det svarer til en stigning på 0,2 pct. i forhold til december.
I januar var der 3.045.400 lønmodtagere i job. I sektoren for virksomheder og organisationer, der primært omfatter private virksomheder, steg antallet af ansatte med 4.200 sammenlignet med december – en stigning på 0,2 procent.
I den offentlige sektor var der en mindre vækst, hvor antallet af lønmodtagere steg med 1.100, svarende til 0,1 procent. Tallene er foreløbige og justeret for sæsonudsving.
“I januar blev der skabt hele 5.500 nye job, heraf alene 4.200 i den private sektor. På toppen af flere års højkonjunktur, er der det seneste år netto skabt yderligere, imponerende 36.700 nye lønmodtagerjob. Der har aldrig i Danmarkshistorien været flere beskæftigede lønmodtagere end de nuværende 3.045.400,” siger Bo Sandberg, cheføkonom hos Aktive Ejere.
I januar var der 36.700 flere lønmodtagere end året før, en stigning på 1,2 procent. I virksomheder og organisationer steg antallet af ansatte med 30.500, svarende til 1,4 procent. I den offentlige sektor var der 6.100 flere lønmodtagere end 12 måneder tidligere, hvilket svarer til en vækst på 0,7 procent.
“Mens vi venter på en mulig handelskrig og effekterne af selvskadende amerikansk adfærd, er det helt vildt, som vores eget ”kongetal for dansk økonomi” bliver ved at levere varen på arbejdsmarkedet,” siger Bo Sandberg.