Der blev slået den ene rekord efter den anden, hvad angår butikstyverier i Danmark sidste år. Den kedelige udvikling fortsætter i de første måneder af det nye år.
Der er blevet stjålet med arme og ben i de danske butikker og supermarkeder de seneste år, og i 2023 løb det samlede antal af tyverier op i mere end 24.000 anmeldte tyverier.
Det fik i starten af 2024 justitsminister, Peter Hummelgaard (S), til at erklære, at der nu skulle gøres noget ved de mange tyverier med udspillet “Konsekvent kurs over for butikstyveri.” De nye tiltag vakte glæde hos De Samvirkende Købmænd, da de blev præsenteret.
”Det er første gang i mange år, at en justitsminister sætter fokus på butikstyverier. Det er vi naturligvis meget tilfredse med, om end det sker på en forfærdelig baggrund efter det højeste antal anmeldelser i 20 år,” siger adm. direktør Jannick Nytoft.
Hvad udspillet konkret ender med, ligger stadig hen i det uvisse, men nye tal fra Crimestat afslører, at de mange butikstyve har fortsat deres aktiviteter i årets første måneder.
I februar blev der anmeldt i alt 1.429 butikstyverier – 163 mere end samme måned sidste år – og mere end tre gange så mange som de 629 anmeldte butikstyverier i 2019. Ifølge Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv, er det reelle tal for dog langt højere.
“Mit eget gæt er, at det er ti gange højere, og måske endda op imod hundrede gange højere. Alt, der ikke bliver betalt for, er et tyveri, og jeg tror, at rigtig meget ikke opdages,” udtalte han tidligere på året til Marketconnect.