Danskerne er det mest stressede folkefærd i Norden, viser ny undersøgelse fra If Forsikring. Tempoet skal sættes ned, mener ekspert.
Nogle døjer med søvnløse nætter, mens andre har svært ved at slippe tankerne om arbejdet, opgaverne og alt det, der skal laves. Nogle oplever, at de glemmer dagens gøremål, mens andre igen rammes på koncentrationsevnen.
Stress er som bekendt en folkesygdom, og ifølge en ny undersøgelse fra If Forsikring, døjer 74 % af danskerne oplever negativ stress i forskellig grad. Hos hver tredje har stressperioden varet over et halvt år.
“Det er en meget høj andel, og det siger noget om et arbejdsmarked og nogle krav, som presser den enkelte. Forventningerne er, at man skal kunne klare det hele, og det kan man ikke. Det meget uheldigt for både den enkelte, for familien og for samfundets produktion,” siger Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker og tidligere professor i offentlig forvaltning og tidligere direktør for det europæiske forskningsinstitut ETUI i Bruxelles.
Læs også: Sundhed på arbejdspladsen kræver en 360 graders tilgang til den enkelte medarbejder
Han mener samtidig, at der er alt for få pauser i løbet af dagens arbejde, og man i virksomhederne bør have større fokus på, hvordan man får sat det generelle tempo ned.
Mennesker i fokus
Ser vi på, hvor stressen rammer hårdest, er det især i Region Hovedstaden, det står værst til. Her oplever 81 % negativ stress i varierende grad. Og i alt svarer 47 %, at det er kombinationen mellem arbejdsliv og privatliv, der gør dem mest stressede.
“Negativ stress opstår i forskellig grad i hvert af de nordiske lande, og variationerne kan skyldes kulturelle forskelle og forventninger, men også eksterne faktorer som landets økonomiske situation, følgerne af pandemien, adgang til sundhedspleje og børnepasning,” siger Kristina Ström Olsson, der er Nordisk sundhedsstrateg hos If Forsikring
Samtidig henviser hun til, at arbejdsrelateret stress ikke er umulig at slippe af med igen, selvom det kan ende med at tage lang tid.
“Et positivt element ved arbejdsrelateret stress er, at dét kan vi gøre noget ved. Arbejdspladserne kan øge fokus på medarbejdernes trivsel og styrke forebyggende indsatser. Hvis alt stress skyldtes privatlivet, var det sværere at tilbyde rådgivning og hjælp.”
Henning Jørgensen vurderer, at når så mange danskere lider af stress, så hænger det også sammen med et fokus på individuel succes, som over de seneste mange år kun er taget til.
“Gennem tre årtier har vi dyrket individet og gjort det til altings omdrejningspunkt – vi pisker os selv med, at vi skal være unikke og individuelle succeser, og det skaber en usund præstationskultur. Det ser jeg heldigvis som en tendens, der vil vende, så det bliver fællesskaberne, der kommer i centrum. Vi skal snakke om mennesker og ikke mennesket, og dermed letter vi presset fra den enkelte.”
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

