Tilsvininger, at blive hængt ud på nettet og trusler om vold. For mange danskere er det desværre en del af jobbet. En ny opgørelse foretaget for Digitalt Ansvar af Epinion viser, at 15 procent af de adspurgte har været udsat for digital chikane indenfor det sidste år.
Gennem de seneste år er der flere gange kommet nye undersøgelser og analyser, der viser, at alt for mange danskere udsættes for trusler, vold og chikane på arbejdspladsen.
Og nu viser en ny opgørelse foretaget på vegne af Digitalt Ansvar, at pilen fortsætter med at pege den forkerte retning, når det kommer til digitale trusler og chikane. Blandt privatansatte ligger tallet på 14 procent, en stigning fra 9 procent i 2021. Hos offentligt ansatte er det 16 procent, der har måtte finde sig i trusler eller chikane, eller begge dele.
“Der er alt for mange ansatte, som lever med at blive chikaneret, og det har store konsekvenser for både den enkelte og arbejdspladserne,” siger Ask Hesby Holm, direktør i Digitalt Ansvar.
Et halvt billede
Men selvom de faktuelle tal er stigende, er de næppe et udtryk for det fulde billede af, hvor mange der reelt udsættes for trusler og chikane.
For digital chikane kan tage mange former, fra e-mails og telefonopkald til sociale medier og hjemmesider. Konsekvenserne er ofte alvorlige. 86 procent af de adspurgte oplever følelsesmæssige påvirkninger som vrede, angst og magtesløshed, mens 67 procent oplever fysiske konsekvenser som hjertebanken, træthed og søvnproblemer.
Hele 34 procent af de adspurgte har modtaget hadefulde, nedsættende eller hånende kommentarer i forbindelse med deres arbejde, mens 30 procent har modtaget uønskede eller upassende henvendelser.
“Det er vigtigt, at vi taler mere om arbejdsrelateret digital chikane og konsekvenserne af den, så flere danskere forstår alvoren og advarselssignalerne,” siger Ask Hesby Holm.
Arbejdsgivere er forpligtet til at forebygge og håndtere digital chikane under arbejdsmiljøloven, men 56 procent af de adspurgte kender ikke til retningslinjer på deres arbejdsplads. Det viser, at mange virksomheder enten ikke er klar over deres forpligtelse eller ikke informerer medarbejderne godt nok.