En ny undersøgelse fra Adyen kaster lys over, hvordan den såkaldte Generation Z, foretrækker at handle og betale. De aldersgruppe adskiller sig nemlig markant fra ældre generationer, især i forhold til deling af personlige data og interessen for loyalitetsprogrammer.
Vores data er et evigt aktuelt emne, og ikke mindst hvor meget vi ønsker at dele med omverden af personfølsomme oplysninger, når vi eksempelvis begiver os rundt på nettet – eller for den sags skyld juleshopper online. Og her skiller Generation Z, der i dag er mellem 16 til 26 år, ud fra de ældre generationer.
Mens integritet og beskyttelse af personlige oplysninger prioriteres højt, viser undersøgelsen, at kun 34 procent af Gen Z er villige til at dele deres data i bytte for personligt tilpassede tilbud fra forhandlere. Til sammenligning er andelen 44 procent blandt Millennials og 46 procent blandt Generation X.
“Det er tydeligt, at forhandlere og brands, der vil nå Generation Z, skal blive bedre til at forklare, hvad de data, de deler, faktisk bliver brugt til. Det faktum, at den yngre generation desuden er mindre interesseret i loyalitetsprogrammer generelt, tyder på, at man skal blive bedre til at forklare kunderne, hvilken merværdi loyalitetsprogrammerne tilbyder,” siger Tobias Lindh, adm. Direktør for Adyen i Norden og Baltikum.
Generation Z skiller sig også ud med en lavere interesse for loyalitetsprogrammer. De er mindre tilbøjelige til at downloade apps for at opnå bonustilbud og mindre interesserede i løsninger, hvor loyalitetsprogrammer er koblet direkte til betalingskortet. Dette sker trods en økonomisk situation, hvor mange danskere søger besparelser og tilbud.