Når der skal energirenoveres, kigger danskerne i stigende grad mod solcellerne, der skal være med til at sænke elregningen og hjælpe den grønne omstilling på vej.
Solceller er blevet stadigt mere populært blandt danske boligejere, der skal i gang med en energirenovering af hjemmet.
Solcellerne kan være en god investering, hvis man ønsker at sænke sin energiregning – og samtidig gøre sit for at bidrage til den grønne omstilling, hvor man i højere grad har bæredygtig energi i stikkontakten.
Ifølge en ny undersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, vil hver fjerde boligejer at investere i solceller. Til sammenligning er det kun hver femte, der vil renovere sin bygning for at spare på energien.
Ifølge Troels Hartung, bæredygtighedschef i TEKNIQ Arbejdsgiverne, vidner det om, at at solcellerne for alvor er kommet ud af skyggen blandt danskerne.
“Nu handler det derfor om at få gjort vejen fra tanke til handling så kort som muligt. Det gælder blandt andet om at forenkle afgifterne på området,” siger han.
Klare besparelser
Spøger man Jonas Bøge Breinholt, solcellerådgiver i Velas, kan der også for danske virksomheder og landmænd være en betydelig økonomisk gevinst ved at få solceller på taget.
“På grund af regelændringer, som træder i kraft ved årsskiftet til 2025, er der økonomiske fordele ved at få etableret sit anlæg nu frem for at vente. Især for C-kunder vil det kunne betyde en forskel på tusindvis af kroner,” udtaler han til Maskinbladet.
I TEKNIQs undersøgelse svarer 44 procent af danskerne, at økonomi er en stopklods for at få gjort boligen mere energieffektiv. Kun omkring hver femte ser de tekniske muligheder, som en forhindring.
“Selve solcelleprisen er blevet ved med at falde hen over det sidste lange stykke – og især det seneste halve års tid. Så selvom strømprisen er faldet meget, er investeringssummen i at købe solceller blevet så meget lavere, at tilbagebetalingstiderne på et anlæg er på samme niveau, som da strømprisen var høj,” siger Jonas Bøge Breinholt.
For boligejerne er udsigten til at spare kontanter på energiregningen også den store motivation, når det kommer til at investere i solceller. Det svarer hele 66 procent i undersøgelsen, mens 57 procent peger på klimagevinster. Endelig nævner 26 procent forsyningssikkerhed som årsag.
“Økonomien går for mange forud for ønsket om at redde klimaet og sikre strøm i kontakterne, når man spørger boligejerne. Der skal først og fremmest være noget at spare, men det er positivt, at så stor en andel har fokus på den bæredygtig omstilling af samfundet,” siger Troels Hartung.