I dag lanceres en af verdens mest kraftfulde AI-supercomputere, Gefion, i København. Supercomputeren er resultatet af et samarbejde mellem Nvidia, Novo Nordisk Fonden og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO).
Supercomputeren er et ord, mange danske virskomheder skal lære at bruge – og ikke mindst forstå betydningen af.
Verden over er der relativt få såkaldte supercomputere, men nu lanceres en ny en af slagsen i Danmark, og den bliver blandt verdens største. Den vil blive placeret i Danish Centre for AI Innovation (DCAI) og forventes at spille en central rolle i udviklingen af AI-løsninger inden for forskning og erhvervsliv.
“Med supercomputeren kan vi tage et stort skridt mod at udvikle de løsninger, vi skal bruge i kampen for f.eks. et bedre klima og bedre behandling af alvorlige sygdomme. Og det kan kun lade sig gøre med så kraftig en kapacitet,” siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri (DI).
På en konference hos DI i september måned, var netop supercomputerne og deres potentiale på programmet, og i den forbindelse fortalte Anders Rhod Gregersen, grundlægger af Computed Value, om det potentiale danske virksomheds kan få ud af supercomputere.
“Små og mellemstore virksomheder kunne få enorm gevinst af den form for teknologier, men for mange af dem er det helt uudforsket land. Så der hjælper jeg dem med bedst at udnytte teknologiernes muligheder, så de kan skabe værdi i virksomhederne,” sagde han.
Lars Sandahl Sørensen understreger også, at det vil være afgørende for danske virksomheder at udnytte supercomputerens fulde potentiale for at styrke deres konkurrenceevne.
“Europas konkurrenceevne er under pres – det tror jeg er ved at gå op for EU’s beslutningstagere, men det er ambitiøse, konkrete projekter som dette, der for alvor kan få vendt udviklingen.”