Aktiviteterne i byggebranchen er for nedadgående. De seneste års meget høje aktivitetsniveau er blevet afløst af et sortsyn på fremtiden, viser ny analyse fra Deloitte.
Man skal ikke langt tilbage i fortiden, før der var mange solstrålehistorier fra den danske byggebranche, om det voldsomme ordreboom, mange virksomheder oplevede, og om gode tider, der kom buldrende i kølvandet på coronaen.
Siden er tingene dog gået i den stik modsatte retning, og i dag er optimismen gået af ballonen, som følge af en cocktail af styrtdykkende forbrugertillid, prisstigninger på energi, lønninger og byggematerialer, geopolitisk uro og omfattende rapporteringskrav rammer branchen.
“Coronakrisen blev i første omgang ikke særlig slem for byggebranchen. Mange danskere greb muligheden for at få energirenoveret og bygget nyt, når de alligevel var sendt hjem i månedsvis, og aktiviteten toppede derfor i 2021. Det primære driftsresultat pr. ansat er kravlet op over 100.000 kr. i vores nye analyse,” siger partner i Deloitte, Thomas Frommelt.
Nedgangsperioden kan ifølge Deloitte komme til at koste byggebranchen dyrt, da alle dem, der skal fylde ordrebøgerne, selv er ramt hårdt på økonomien. Samtidig er en stor del af den type projekter, der vil kunne give økonomisk rygvind til byggebranchen, allerede blevet udført under coronakrisen, hvor pengene til byggeprojekter sad løst hos danskere over hele landet.
“Sat på spidsen, så er den store stygge ulv på vej. Og hvis man ikke har bygget sit hus af et særdeles modstandsdygtigt materiale, risikerer man at blive blæst omkuld. Da pandemien ramte i 2020, førte det en masse innovation med sig i mange brancher, og jeg håber bestemt, at den krise, vi står overfor nu, på tilsvarende vis kan være en mulighed for nytænkende forretningskoncepter i branchen,” Thomas Frommelt.

