Det går den forkerte vej for dansk byggeri. For fjerde måned i træk gik det i marts den forkerte vej i landets bygge- og anlægsvirksomheder. Det viser nye konkurstal fra analysevirksomheden Creditsafe.
I alt måtte 455 virksomheder kaste håndklædet i ringen i marts måned. De virksomheder breder sig ud over mange forskellige brancher, men særligt byggebranchen havde igen i marts en svær måned – med mange konkurser.
Hele 92 af de 455 konkursramte virksomheder, kom fra byggebranchen, og hver anden af disse fandt sted i Hovedstaden, der dog ledighedsmæssigt slap billigt med “kun” 149 mistede arbejdspladser.
Branchen måtte som helhed sige farvel til 583 medarbejdere, og den største konkurs fandt sted i Esbjerg, hvor 134 ansatte mistede deres job i én og samme bygge- og anlægsvirksomhed.
I alt mistede 2.286 mennesker deres arbejde som følge af konkurser i marts måned.
“Generelt ser vi større enheder dreje nøglen om end i efteråret. Det går ikke decideret dårligt, og tabene er fortsat begrænsede. Men når vi holder særligt øje med bygge- og anlægsvirksomhederne, er det fordi branchen ofte varsler en generel udvikling,” siger Country Manager i Creditsafe, Morten Kofoed-Larsen. Han forventer, at det er en udvikling, der vil fortsætte de næste måneder.
“Lige nu ser vi spændende regionale forskelle. Midt- og Nordjylland kommer ud med hver deres lille fald i antal konkurser i branchen, mens Hovedstaden tæt på fordobler antallet siden december.”
Hovedstaden er også hårdt ramt, når det gælder konkurser indenfor restaurationsbranchen, hvor Københavnsområdet stod for hele 35 af de i 46 konkurser i branchen på landsplan.