Der kommer stadig flere hænder i den offentlige administration, og det går stik imod, hvad statsministeren tidligere har lovet danskerne, mener Mona Juul, formand for Det Konservative Folkeparti.
Antallet af offentligt ansatte, der beskæftiger sig fuld tid med administration, rundede 101.000 i fjerde kvartal i 2024, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.
Dermed er der sket en kontinuerlig stigning i dette tal de seneste 32 kvartaler i træk, og falder ikke i god jord hos Det Konservative Folkepartis formand, Mona Juul.
“I 2019 lovede Mette Frederiksen, at nu skulle der afbureaukratiseres for fulde gardiner. Det skulle være slut med at spilde penge på administrative benspænd og ligegyldige regler. Og det lød jo supergodt. Nye toner fra et parti, som ellers plejer at gøre korsets tegn, når vi andre siger, at danskernes skattekroner ikke skal spildes på skrivebordsøvelser. Det lød godt, ja. Desværre nok også lidt for godt,” skriver hun i et opslag på LinkedIn.
Hun skriver videre, at antallet af offentligt ansatte, der arbejder med administration, er steget 20 procent siden, at statsministeren slog fast, at tallet skulle falde.
Grundig gennemgang
Også hos Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen, er skuffelsen tydelig over de nye tal.
”Det er en ny kedelig rekord, jeg helst havde været foruden. Tænk sig engang, at man kan registrere en uafbrudt stigning i hvert kvartal siden 2016. Det var dengang Barack Obama var USA’s præsident og Åge Hareide var Danmarks landstræner i fodbold. Det siger jo alt,” siger han.
Samtidig fortæller han, at stigningen netop er sket i en tid, hvor de private erhvervsliv i vid udstrækning har meldt om mangel på arbjedskraft.
Antallet af fuldtidsbeskæftigede med administration i det offentlige er ifølge Dansk Erhvervs analyse vokset med i gennemsnit 690 flere fuldtidsansatte hvert kvartal siden 2016.
“Det betyder, at vi bruger mange, mange milliarder på unødvendigt bureaukrati, som hæmmer vækst og velstand. Og det er altså ikke ret smart, når vi står overfor så mange store udgifter. Jeg tror egentlig ikke, at Mette Frederiksen har været ude på at narre nogen, da hun lovede at skære i bureaukratiet. Jeg tror bare ikke, at Socialdemokratiet er villige til at gøre, hvad der skal til,” skriver Mona Juul.
I dag udgør administrative ansatte 13,2 procent af alle offentligt ansatte. Frem til 2016 lå andelen stabilt omkring 10,5 procent. Havde andelen forblevet 10,5 procent, ville der være ca. 20.000 færre fuldtidsansatte i offentlig administration, svarende til en årlig besparelse på ca. 10 mia. kr.
”Med det politiske fokus på den offentlige sektor, som findes for tiden på Christiansborg, er det oplagt, at særligt den administrative del af den offentlige sektor gennemgås grundigt, for vores nye analyse mere end antyder, at der kan frigøres ressourcer her,” siger Brian Mikkelsen.