Danmark forspilder en oplagt mulighed for at få både grønnere brændstoffer, øge forbruget af grøn strøm, og styrke PtX-produktionen i Danmark, mener Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.
I 2023 satte EU ambitiøse grønne mål for at nå fælles klimamål. Et vigtigt værktøj var VEIII-direktivet, som kræver brug af grøn energi, især grøn brint, i transportsektoren i alle EU-lande.
Men selvom EU ønsker fælles grønne løsninger, vil den danske regering kun gennemføre direktivet på minimumsniveau. Det betyder, at Danmark går glip af en stor grøn mulighed, mener man hos den danske brintbranche.
“Det er ikke godt nok. Vi kan og bør være langt mere ambitiøse på industriens og den grønne omstillings vegne. Brugt rigtigt er direktivet et stærkt redskab til at styrke udviklingen af PtX i Danmark, skabe en stærkere grøn industri, og bidrage til grønnere brændstoffer. Og det vel og mærke helt uden at staten skal have støttekroner op af lommen,” siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.
Fejlfortolkning
Han mener samtidig, at dette netop er noget, Danmark normalt slår på tromme for i Bruxelles, men men nu, hvor direktivet så er kommet til København, går Danmark efter den mindst mulige indsats.
“Det er ikke der, vi bør være som nation, og regeringen bør tænke sig grundigt om endnu engang,” siger han.
Brintbranchen foreslår specifikt, at Danmark satser på en ambitiøs udrulning af VEIII-direktivet med en gradvis start fra 2026. Det vil til en lav ekstraomkostning øge efterspørgslen på grøn strøm og fremme produktionen af brint og PtX i Danmark.
Samtidig er branchen bekymret over, at regeringen vil udelukke brint- og PtX-projekter med statsstøtte fra at tælle med i opfyldelsen af direktivets mål. Tejs Laustsen Jensen mener, at regeringen fejlfortolker statsstøttereglerne, da der ifølge ham ingen europæisk præcedens er for, at man ikke må medtælle støttede projekter i opfyldelsen af målet. Dette vil få konsekvenser for en lang række af de eksisterede PtX-projekter i Danmark, mener han.
“Regeringens nuværende tolkning bringer os i den spøjse og også uheldige situation, at regeringen vil overimplementere på regler for statsstøtte, men samtidig underimplementerer kernen af direktivet, nemlig at få så meget grøn strøm ind i systemet som muligt. Det er ikke den rigtige tilgang som grønt foregangsland,” siger han.