Opfinderen Christian Frei har udviklet et unikt tørrestativ til altaner. Nu tager han første skridt mod patent på den pladsbesparende løsning til byboere uden mulighed for traditionel tøjtørring.
Har man boet i lejlighed kender man sikkert til udfordringerne med pladsproblemer – ikke mindst når tøj skal tørres, og hvor tørrestativer kan ende med at optage lige rigeligt med kvadratmeter.
Den udfordring kender også Christian Frei til, og derfor har han taget sagen i egen hånd og udviklet et tørrestativ specielt til altaner, så tøjvasken ikke ender med at beslaglægge hele lejligheden.
“Jeg har boet i lejlighed i hele mit liv, og lige nu bor jeg på 4. sal. Ligesom mine naboer har jeg ofte haft behov for en løsning, der gjorde det enkelt at lufte dyner og tørre tøj på altanen uden at optage unødig plads eller risikere snavs. Det gav mig i efteråret 2022 idéen til, at det måtte kunne løses på en smart måde, og det blev startskuddet,” siger han.
Rettidig omhu
Ideen har udviklet sig til virksomheden HIGH-DRY, der giver byboere en mere fleksibel løsning til tørring af tøj.
Tredje prototype af produktet er færdiggjort, og for at sikre rettighederne til sin opfindelse har Christian Frei, i samarbejde Budde Schou, der rådgiver om immaterielle rettigheder, herunder patenter og varemærker, nu søgt patent i både Danmark og Europa.
“Jeg kunne i min research se, at der var et marked for produktet, men samtidig stod jeg midt i det hele og tænkte, at jeg da ikke havde penge til en patentansøgning. Så enten kunne jeg lægge projektet i graven, ellers kunne jeg bruge noget af min pensionsopsparing og gå all in, og det gjorde jeg så. Hvis man vil frem i livet, skal man turde satse,” siger opfinderen selv.
Hos Budde Schou er Christian Frei blevet biistået med rådgivning, herunder udarbejdelse af patentansøgningen af Louise Floor Frellsen, der er European Patent Attorney.
“Når man som opfinder har udviklet noget unikt, er det afgørende at tænke rettighedsbeskyttelse ind fra start – også selvom det koster penge. Ellers risikerer man, at større virksomheder med etableret produktion for eksempel i Kina hurtigt kopierer produktet og sender en billig version på markedet, før man selv er kommet i gang,” siger hun.
Samtidig slår hun fast, at manglende rettigheder kan også gøre det svært at tiltrække investorer eller samarbejdspartnere, og dermed koste både markedsandel og hele forretningsidéen. Så ved at søge patent tidligt viser man ifølge hende rettidig omhu.
Christian Frei satser med opfindelsen ikke på at springe ud som selvstændig erhvervsdrivende. I stedet går han målrettet efter at lande en eller flere licensaftaler.
“Mit største håb er egentlig, at folk i danske og europæiske storbyer kan se en idé med det, jeg har lavet. For at det kan ske, skal jeg selvfølgelig have produktet ud på hylderne i butikkerne. Derfor har jeg – mens jeg venter svar på patentansøgningen – udelukkende fokus på at lukke min første licensaftal.”