Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i første kvartal af 2025 blev politianmeldt 6.711 butikstyverier. Dermed fortsætter det høje niveau, der har præget de seneste år.
Antallet af butikstyverier ligger fortsat markant over niveauet fra tidligere år. I første kvartal af 2025 blev der anmeldt 6.711 butikstyverier – næsten identisk med de 6.753 anmeldelser i første kvartal af 2024. Tallene fra Danmarks Statistik viser, at omfanget af butikstyveri ikke blot er steget, men nu har bidt sig fast på et højt niveau.
Gennem de senere år er omfanget af butikstyverier i Danmark steget markant, og til trods for mange opråb fra brancheforeninger og erhvervslivet, er der ikke blevet ændret andet end kosmetisk på resultatet.
Sammenligner man med første kvartal af 2023, hvor der blev anmeldt 6.179 tyverier, er der tale om en stigning på 532 anmeldelser. Ser man endnu længere tilbage, bliver udviklingen endnu tydeligere: I første kvartal af 2022 blev der registreret 4.363 butikstyverier. Det svarer til en stigning på 2.348 anmeldelser over tre år – en stigning på cirka 53 procent.
Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa, udtalte i marts måned, at en stor del af butikstyverierne er resultat er organiseret kriminalitet.
“En tredjedel af butikstyverierne er organiseret kriminalitet, og de stjæler rigtigt meget – det så vi, da TV2 afslørede både butikstyve og hælere tidligere på året,” skrev han således om butikstyverierne på LinkedIn.
Trods en stigende politisk opmærksomhed og forskellige tiltag mod butikskriminalitet, er der endnu ingen tegn på, at antallet af tyverier er på vej ned.
Ifølge Jannick Nytoft, adm. direktør hos DSK, er situationen nu stort set ude af kontrol.
“Butikstyverier er stukket helt af, og det har alvorlige konsekvenser for både butikker, medarbejdere, men også lokalsamfundet bliver ramt. Det sender et uheldigt signal om et kedeligt moralskred i samfundet, når butikstyverier går hen og bliver hverdag,” udtalte Jannick Nytoft, adm. direktør hos DSK, tidligere året da det samlede antal butikstyverier for 2024 lå klart.