Michael Halbye tiltræder per dags dato som ny bestyrelsesformand i ProMark. Han overtager posten fra Morten Schaldemose, der havde rollen i 3½ år, indtil i sommers.
Der kommer ny mand for bordenden i bestyrelseslokalet hos danske ProMark, hvor Michael Halbye bringer 35 års international erfaring med sig fra McKinsey & Company.
Her har han blandt andet været øverste chef for EMEA-regionen og medlem af virksomhedens globale bestyrelse i 15 år. Han har desuden stor erfaring med bestyrelsesarbejde og sidder i øjeblikket i flere centrale bestyrelser.
Hans udnævnelse som bestyrelsesformand er et centralt led i ProMarks vækststrategi, der blev lanceret efter investeringen fra Fortino Capital i sommeren 2024. Fortino Capital, en europæisk vækstinvestor med fokus på B2B-software, ser denne udnævnelse som et naturligt skridt i ProMarks ambition om at udvikle sig fra nordisk markedsleder til en stærk europæisk aktør.
”ProMark står i en stærk position i markedet med stort set ingen kundeafgang, og de opererer i en spændende industri præget af øget lovgivning på både nationalt og EU-niveau. Det skaber et voksende behov for løsninger som ProMarks, der kan håndtere denne kompleksitet. Deres markedsledende løsning, kombineret med Fortino Capitals investering i virksomheden, gør det til en rejse, jeg gerne vil være med på,” siger han selv om den nye formandspost.