I tider med ustabile energipriser og kolde temperaturer, kan energiregningen hurtigt løbe i vejret, og behovet for en energieffektiviseret bolig blive aktuelt.
Siden coronaen og krigen i Ukraine er danskernes energiregninger skudt markant i vejret, og der er sikkert fundet både uldsokker gode husmodertricks frem fra gemmerne, for at holde på varmen og spare spå regningen i mange danske hjem.
Samtidig har mange danskere valgt at energieffektivisere dere hjem, og på den måde spare på energiregningen både på den korte og lange bane. Ifølge Energistyrelsen vil nogle husstande kunne spare langt over 10.000 kr. om året via en energieffektivisering af boligen.
Det har kunnet mærkes hos Rasmus Malling, tømrermester hos Malling Byg i Nordsjælland.
”Ved at inkludere efterisolering, f.eks. som en del af din tagudskiftningsproces kan du gøre din bolig mere energieffektiv og miljøvenlig. En bedre isoleret bolig kræver mindre energi til opvarmning og køling, hvilket ikke kun reducerer din varmeregning, men også din samlede CO2-udledning og miljøpåvirkning,” siger Rasmus Malling.
Seneste tal fra Energistyrelsens befolkningsundersøgelse, Energibarometeret, der undersøger vores adfærd og motivation i forbindelse med at spare på energien, viser, at hele 44 procent af os tænker over vores energiforbrug mindst én gang om dagen.
”Rigtigt mange har de seneste par år tilegnet sig nye energisparevaner, hvor de tænker en ekstra gang over deres el- og varmeforbrug. For flere er det blevet lidt af en folkesport,” siger Matilde Grøn Bjørneboe, der er Energistyrelsens ekspert i energispareråd og danskernes energivaner.
De seneste tal fra Energibarometeret viser da også, hvilke motivationsfaktorer der har størst indflydelse på energiforbruget. Her svarer 77 procent, at de motiveres af at spare penge, hvilket dermed topper listen, mens 48 pct. er motiverede af at kunne gøre noget godt for klima og miljø.
Der er mange gode grunde til at spare på energien – ikke mindst privatøkonomisk er der mange penge at spare, forklarer Matilde Grøn Bjørneboe.
”For eksempel kan de fleste husstande skære omkring 5 procent af varmeregningen, hver gang de sænker temperaturen en grad. Dog er det vigtigt, at holde rumtemperaturen over 18 grader, da man ellers risikerer skimmelsvamp.”

