Karl Venø Nielsen grundlagde sit væksteventyr, da han var midt i 60’erne, men intet af det, der siden er sket, kunne gøres uden det rette setup og de rette medarbejdere, mener han.
Fog & Venø A/S er ikke en hvilken som helst virksomhed med fire år på bagen. De har for eksempel ca. 65 ansatte, omsætter for 300 millioner kroner – og akustikpanelproducentens produktionsfaciliteter breder sig over 20.000 kvadratmeter.
Fog & Venø laver i dag 15.000 akustikpaneler om dagen, men ideen til produktionen kom fra en kunde, der henvendte sig til Karl Venø Nielsen, der er adm. direktør i og medstifter af virksomheden, og spurgte, om han kunne lave nogle akustikpaneler for ham.
“Jeg har arbejdet med træ i 32 år, så det virkede ikke så svært. Jeg skulle lære noget om polyester, men jeg synes det skulle have en chance. Vi fandt et hjørne i vores anden fabrik, købte en sømpistol og kom i gang,” siger Karl Venø Nielsen, der tidligere har skabt virksomheden HORN Bordplader, til DI Business.
Siden da er Fog & Venø, som er startet i samarbejde med Ove Fog Jørgensen, vokset stadigt større, og kan i dag prale af en årlig omsætning på ca. 300 millioner og et støt voksende hold af medarbejdere.
Og spørger man Karl Venø Nielsen er det netop medarbejderne, der er hjørnestenen i den succes, der er blevet skabt. Uden dem, var ideen ikke kommet ud af hjørnet på fabrikken.
“Vi var aldrig kommet så langt, hvis jeg ikke havde de rette folk omkring mig. Jeg er god til at starte noget nyt op og god til at sælge. Når forretningen bliver så stor, at der er brug for en masse afrapportering og andre ting, er det vigtigt, at få folk med andre kompetencer ind i virksomheden og løse de opgaver,” siger han.
Samtidig lægger han ikke skjul på, at de mange erfaringer han og Ove Fog Jørgensen har med sig i bagagen fra mange år med HORN Bordplader, har spillet en afgørende rolle i den succes, som Fog & Venø er blevet til. For der er ingen erstatning for erfaring.
“Der er ingen tvivl om, at vi ikke kunne have vokset så hurtigt, hvis jeg ikke havde haft erfaringerne samt HORN Bordplader i ryggen. Det gav muligheden for at gå i gang med det samme. Desuden har jeg også et godt, bredt netværk, når der er brug for at hente kompetencer udefra. Man kan ikke gøre det her uden de rigtige folk. Og her hjælper netværket meget til at få adgang til de rette personer,” siger Karl Venø Nielsen.