Ledelse har været et af de store emner gennem de senere år – og især dårlig ledelse er løbet med mange overskrifter. Ifølge forfatter og ledelsesekspert bliver 2025 et år, hvor vi vil se flere og flere gå rette med det, hun kalder toksiske ledere.
Dårlig ledelse er en kilde til et utal af dårligdomme for alle dem, der er underlagt det i hverdagen, og må kæmpe med tyranniske, krænkende eller bare almindeligt elendige chefer og ledere.
Men spørger man forfatter og ledelsesekspert Louise Sparf, vil vi det kommende år se en bevægelse imod denne “toksiske ledere”. Det skriver hun i et opslag på LinkedIn.
“Hvor hashtag#metoo-bevægelsen afslørede krænkende seksuel adfærd og magtmisbrug, vil denne bevægelse afsløre grænseoverskridende handlinger forbundet til lederens tone og adfærd, som fx mobbende, udskammende, nedgørende, ignorerende, ydmygende m.m,” skriver hun.
Ifølge en anden forfatter, antropologen Dennis Nørmark, er en af bagsiderne af medaljen ved de moderne ledelsesbegreber, at ledelse ofte ender med at tiltrække de forkerte mennesker til disse stillinger. Det har nemlig en tendens til at gøre ellers fornuftige og sympatiske mennesker til noget andet, end de var, inden de satte sig i lederstolen og fik råderet over en medarbejderstab.
“Det er mennesker, der bliver despotiske og tyranniske. De bliver mindre lyttende og mindre interesserede i andre og bøjer moralen, fordi der også med ledelse kommer en forestilling om, at man er et ganske særligt menneske,” siger han i podcasten Kapitlet.
Louise Sparf oplister i sit indlæg på LinkedIn en række historier fra det seneste års tid, hvor den øverste ledelse har vist sig at være alt andet end et forbillede, og hvor bl.a. medarbejderne har gjort oprør mod den ledelsesform, de blev mødt med.
“Vi så det hos Horesta, hvor den øverste chef blev afskediget efter medarbejdere havde afsløret chefens rædselsregime. Vi så det i bestyrelseslokalet hos JP-fondens bestyrelse, der fik alvorlig kritik for syv lovbrud bl.a. for magtkoncentration. Vi så det i den politiske top, hvor Moderaterne, der besidder 6 ministerposter, blev meldt til arbejdstilsynet for mobning og en hård udskammende kultur.”