En ny analyse viser, at dagligvarehandlen i Danmark hvert år bruger mere end 1,3 milliarder kroner på bureaukrati. Nogle af de penge kunne være brugt på udvikling, bedre kundeoplevelser og lavere priser.
De Samvirkende Købmænd (DSK) slår nu alarm over et voksende problem i dagligvarehandlen: bureaukrati. Organisationen opfordrer politikerne til at tage sagen alvorligt og få lettet byrden for landets købmænd.
Indberetninger, registreringer og fastlåste procedurer er efterhånden blevet en uundgåelig del af butikkernes dagligdag. Og selv om mange regler har et formål – som fødevaresikkerhed – trækker det administrative arbejde store veksler på både tid og penge.
”Det er ikke holdbart, at vores købmænd skal bruge så meget tid og ressourcer på papirarbejde og indberetninger i stedet for at drive deres forretninger. Vi har brug for et markant skifte, hvor unødvendige regler fjernes, og de nødvendige gøres lettere at overholde,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i DSK.
En ny analyse foretaget af DSK viser, at bureaukratiet årligt koster dagligvarebranchen mellem 1,3 og 1,4 milliarder kroner, afhængigt af hvilken beregningsmetode man bruger. Det er ifølge DSK en tung pris for en sektor, der i forvejen er presset af inflation, konkurrence og skærpede krav på andre fronter.
Bureaukrati koster ca. 12.000 kroner pr. beskæftiget. Da der er ca. 111.000 beskæftigede i dansk dagligvarehandel, svarer en omkostning på ca. 12.000 kroner pr. beskæftiget til, at dansk dagligvarehandel har en samlet omkostning til bureaukrati på ca. 1,37 mia. kroner årligt.
”Reguleringen stiger år for år, og vi ser en voksende tendens til både dansk og EU-baseret regulering, som rammer vores butikker hårdt. Det er på tide, at politikerne tager ansvar og arbejder for at reducere byrderne, så vi kan sikre en sundere og mere konkurrencedygtig dagligvarehandel i Danmark,” siger Jannick Nytoft.

