Copenhagen Pride bløder i disse dage sponsorpenge – og det kan ikke komme bag på nogen, der har fulgt debatten. Pridens egentlige formål er i sandhed en god sag – netop derfor er organisationens ageren på alle måder en skændsel.
Langt de fleste mennesker kan nok bakke op om det oprindelige formål med Copenhagen Pride; at kæmpe for LGBTQIA+-personers rettigheder og frihed. Så langt, så godt.
Men de senere år har organisationen med fuldt overlæg rodet sig ud i den ene mere komplet tåbelige møgsag efter den anden, kulminerende med fadæsen i forbindelse med udmeldingen i februar måned, hvor Copenhagen Pride meddelte, at de “står solidarisk med det palæstinensiske folk” og krævede, at deres sponsorers “engagement, investeringer og tilstedeværelse i Gaza” skulle danne grundlag for, hvorvidt der kunne indgåes nyt partnerskab.
Udmeldingen vist sig at være katastrofal i forhold til de mange sponsorer, der reelt set betaler for gildet omkring Priden. I skrivende stund har bl.a. Novo Nordisk, Danske Bank, KPMG, Mærsk, TUI, Deloitte, Nykredit og Dansk Industri valgt at trække deres støtte til foretagendet – hvad antallet er, når det kommer til mindre virksomheder, kan man kun gisne om.
Mange husker nok, at Chr. Hansen blev fanget i en shitstorm, efter at have trukket støtten til LGBT+, og fjernet regnbueflag fra sine bygninger. I denne sag gav Chr. Hansen efter for pres fra religiøse kræfter, og modtog stor kritik for sin ageren. Har man hos Copenhagen Pride tænkt, at man kunne profitere på sponsorernes frygt for at ende i en ligende situation, må det siges, at den antagelse har givet bagslag.
Det er svært ikke at nå til den konklusion, at man fra Pridens side har følt så meget vind i sejlene og følt sig på så sikker grund rent opbakningsmæssigt, at man har turde afkræve særlige holdninger og standpunkter af dem, hvis sponsorpenge man er afhængig af.
Take the money and run
I en artikel på TV2, kan man læse, at Copenhagen Pride i år har budgetteret med sponsorbidrag for i alt 8,5 millioner kroner. Dette tal må man antage, er blevet nedjusteret et ganske betydeligt den senere tid, som følge af de mange virksomheder, der har trukket deres økonomiske støtte til foretagendet.
Det er en på alle måder beklagelig situation, og man må i den grad kigge mod den nu heldigvis forhenværende forperson, Lars Henriksen, der har været ansigtet på den komplet tåbelige beslutning at stille de førnævnte krav til sponsorerne.
Polemikken omkring Israel/Palæstina viser med al tydelighed, hvad der sker med en organisation, når man spænder sig selv for en vogn, der har med alt andet end ens kerneområde at gøre. Det står det enkelte medlem af Copenhagen Pride frit for at mene, hvad de vil, men når man begynder at afkræve samme meninger af andre – især dem, der betaler for festen – så er man ude på et skråplan, som de færreste gider betale for.
Det er meget muligt, at Henriksen senere har udtalt, at Priden selvfølgelig ikke stiller den salgs krav til sponsorerne – til trods for det næsten ordret var det, man havde kommunikeret til omverdenen.
Det var “dårlig kommunikation”, lød forklaringen, og det er mildest talt en underdrivelse. Man evt. prøve at forestile sig, hvordan Priden og Hr. Henriksen ville have set på sagen, havde eksempelvis Dansk Industri havde krævet af Priden, at den skulle støtte Israel, før de ville overveje et sponsorat. Det var næppe faldet i god jord.
Har skadet deres egen sag
Hele sagen er dobbelt ærgerlig, fordi man fra Pridens side nu har sat et mere eller mindre diffust lighedstegn mellem sig selv og Palæstina – og spørgsmålet er da også, om de kan redde stumperne ud af ilden, eller om skaden er sket for denne gang.
Når Priden løber af stablen den 17. august, bliver det derfor også interessant, om vi vanen tro vil se regnbueflagene veje fra butiksvinduer, foran hoteller og alskens virksomheder – eller om de lige i år bliver gemt væk af frygt for, at man dermed spænder sig selv for en yderst betændt politisk vogn, som de færreste virksomheder og organisationer ønsker at blive rodet ind i.
Man må håbe, at Copenhagen Pride hurtigst muligt lægger stilen markant om, så det vigtige LGBTQIA+-arbejde kan komme tilbage i forreste række, og at man som deltager, tilskuer og sponsor igen kan være med i festen omkring det, arbejdet faktisk handler om – uden også at skulle købe ind på forpersonens eller bestyrelsens politiske holdninger.
Ingen ved deres fulde fem vil fratage individet retten til at kæmpe for og tro på det, de har kært – men når man vælger at bruge en organisation for seksuelle minoriteters rettigheder som flagstang for sine egne politiske holdninger omkring verdens brændpunkter, så gør man skade på det formål, man ellers påstår at kæmpe for.
Den nuværende katastrofe-situation er udelukkende resultatet af Pridens egen ageren og elendige kommunikation, og har det på nogen måde skadet LGBTQIA+-arbejdet her til lands, så har de kun sig selv at takke for det.
Klaus Thodsen er redaktør på Marketconnect.dk