Sommerferien er et overstået kapitel for denne gang, og nu venter dagligdagen i al sin almindelighed og trummerum. Det kan lyde som en overskuelig udfordring, men for mange af os er det lige omvendt – og det er også fint nok.
“Hvad har du så lavet i ferien, Klaus?”
Sådan spurgte en velmenende kollega som noget af det første, da jeg efter tre ugers fravær igen træder ind på kontoret, og sendte mig direkte tilbage i den post-holiday blues, som jeg ellers lige har brugt en halv times cykeltur på at lægge bag mig.
For, akja, sommerferien er en saga blot, og nu venter arbejdet og dagligdagen i al sin magt og vælde. Det kan fylde os med en afmagt og træthed at vide, at den glade ferietid er slut, ikke mindst når vi ser, at LinkedIn flyder over med glade arbejdsbier, der glæder sig til at komme tilbage til arbejdet, og som alle har “fuldt opladte batterier” og er “trukket i arbejdstøjet” igen.
For vi faktisk nogle, der har det stik modsat. Og det er helt fint.
Op ad bakke
Udtrykket post-holiday blues er ikke et, jeg lige fandt på til klummen her. Det er faktisk et reelt syndrom, der kan resultere i træthed, tab af appetit, en følelse af nostalgi til de afslappende feriedage og i nogle tilfælde en mild depression, og som kommer af den omstilling til dagligdagen, vi nu skal i gang med.
Ifølge en artikel i The Mirror føler 57 procent af briterne, at de efter en ferie oplevede post-holiday blues.
Og ret beset er det vel også ganske naturligt, at du tager et par dage om at komme rigtig op i gear efter en ferie, der for de flestes vedkommende strækker sig over flere uger. Uger, hvor man er kommet ud af sine arbejdsrutiner, ud af mailræset, ud af de alenlange og kedsommelige møder, og ud af kaffemaskine-smalltalk med den kollega, du ikke kan huske, hvad hedder.
Derfor kan overgangen til hverdagens arbejdsrutiner ofte føles som noget af en bjergetape at skulle igennem, og den bugnende mailboks og den pludseligt kimende telefon gør det sikkert ikke bedre.
Det er givet, at denne slags pludselige påvirkninger er med til at øge stressen og den medfølgende træthed, og at man derfor hurtigt kan føle sig udbrændt, allerede inden frokostpausen på første dag tilbage.
Syndromet er overraskende velbeskrevet, og går du og hænger med mulen her i den første uge efter ferien, så glæd dig over, at du langt fra er den eneste, og at alle de arbejdshungrende på LinkedIn sikkert dybest heller ikke orker at skulle tilbage på pinden.
Når det så er sagt, så går det jo alt sammen, og selv den mest uoplagte iblandt os kommer op i gear og får lige så langsomt hjulene i svingninger igen. Man kan vælge at lade som om, at man ikke er uoplagt og post-ferie ramt overhovedet – eller man kan forholde sig til realiteterne og indrømme, at man lige skal ind i rytmen igen.
Hvilken retning du vælger, vil jeg lade være op til dig.
Klaus Thodsen er redaktør på Marketconnect.dk.

