VM i Qatar var allerede inden det første fløjt en farce og en skandale uden lige. Og nu er Danmark så også endt midt i balladen. Det sætter vores værdier under pres, og vælger vi at føje os, sætter det DBU og dets sponsorer i en ekstremt pinlig situation.
“En del af noget større.”
Så flot lyder DBUs motto, og det har vi haft god grund til at stolte os af gennem de seneste år. Landsholdet tog, i kølvandet på Christian Eriksens tragiske hjertestop, hele landet med storm, spillede fejende flot fodbold, og nåede semifinalen ved sidste års EM.
Landsholdet blev et symbol på sammenhold og værdier, da drengene samlede sig om den liggende Eriksen, og afskærmede ham fra alverdens kameraer og nysgerrige blikke. Reaktionen gjorde landsholdet til et symbol på vilje og værdier, der gik verden rundt.
Akja, det var dengang..
Proportioner
I dag ser verden anderledes ud for de danske drenge. VM bliver afholdt i slyngelstaten Qatar, der har bestukket sig til værtsskabet, og tusindvis af migrantarbejdere har måtte lade livet for at hygge de imponerende stadions, hvor kampene skal spilles, og som formentlig derefter vil ligge ubrugte hen i ørkenen.
Alt imens dette har stået på, at har DBU “truet med at møde op og fortælle om vores værdier. Mangfoldighed, åbenhed og menneskerettigheder.” som DBU skrev på Twitter tilbage i 2019.
Om de reelt har slået i bordet og talt om deres værdier over for FIFA og sheiken af Qatar, skal jeg ikke kloge mig på, men jeg kan konstatere, at det i så fald er gjort for døve ører.
Det omstridte OneLove-armbånd bliver takseret til et gult kort af FIFA, og mere skulle der åbenbart ikke til før parolerne om værdier, mangfoldighed, åbenhed og menneskerettigheder blev pakket sammen.
Dette skete vel at mærke samme dag, som det iranske landshold nægtede at synge med på deres nationalsang i protest mod det islamiske præstestyre, og for at vise opbakningen til de igangværende protester i landet.
Værdien af værdier
Ser vi ned over listen af sponsorer, der betaler en klækkelig sum for at bakke op om landsholdet og få sit navn frem alle de rigtige steder, finder vi bl.a. Stark og Forenet Kredit, og man må spørge sig selv, hvordan de to virksomheder har det med den vattede holdning, som DBU lægger for dagen.
”Under EM så vi tydeligt, at landsholdet også handler om at skabe et fællesskab, hvor man passer på hinanden og giver plads til menneskelige værdier som sårbarhed og empati. Det er med til at give os et stærkt værdifællesskab med herrelandsholdet, da vi i STARK arbejder for at skabe en mere inkluderende arbejdsplads med større diversitet i en mandsdomineret branche,” udtalte adm. direktør i STARK, Britta Korre Stenholt, d. 30. marts i år i forbindelse med offentliggørelsen af de nye sponsorater.
Dog kan vi konkludere, at regnbuens farver ikke er velkomne til Qatar. Det samme gælder budskabet om diversitet og inklusion i et land, hvor homoseksualitet straffes med døden.
PÅ DBUs hjemmeside kan man fra 31. marts i år læse et citat fra den norske fodbold-formand, Lise Klaveness, hvor det understreges, at de nordiske lande bakker op om udsagnet.
”Vi har ikke plads til VM-værter, hvor arbejdsgiverne ikke kan garantere frihed og sikkerhed for VM-arbejderne. Vi har ikke plads til værter, hvor der ikke er plads til kvinder. Ikke plads til værter, der ikke kan sikre lovmæssig sikkerhed og respekt for LGBTQ+-personer til dette drømmenes teater,” udtalte Lise Klaveness dengang.
Siden er tiderne skiftet.
Kritikken er forståeligt nok haglet ned over DBU, og fodbolddirektør, Peter Møller, satte endda trumf på, da han under et forsvar af DBUs holdning, på bizar vis fik udtalt om det iranske landsholds protest, at “De iranske spillere risikerer jo ikke at blive sanktioneret sportsligt for ikke at synge med.”
Man må altså forstå, at risikoen for et gult kort vægter tungere.
VMs virkelige taber
Men lad os komme tilbage til sponsorerne. For hvad kan man egentlig som minimum forvente som sponsorer for DBU?
At unionen lever op til sine egne paroler om værdier, menneskerettigheder og og mangfoldig, er åbenbart ikke realistisk, når realiteterne melder sig i form af en sanktion så grøn som et gult kort. Bemærk, at vi ikke taler om en karantæne til anføreren eller en dansk udelukkelse fra fremtidige slutrunder – men ét gult kort.
Man kan ikke komme uden om, at der normalt er en betydelig eksponering forbundet med at være sponsor i forbindelse med et VM, verdens største sportsbegivenhed, der normalt giver en utrolig mængde goodwill med i rygsækken, men næppe denne gang.
Det, sponsorer som STARK og Forenet Kredit, får ud af deres sponsorat kan meget vel blive at blive slået i hartkorn med de gode værdiers nederlag til overmagt, penge og korruption. for det er ikke de vestlige værdier, der råder i ørkenstaten Qatar, det har vi vist fået slået fast med al tydelighed.
Magter man fra DBUs side ikke at stå på mål for egne værdier, bør man helt afholde sig fra at lade som om, man har nogle.
Jeg håber på dansk fodbolds og sponsorernes vegne, at DBU mander sig op, tager det gule kort, og viser det absurde i de bebudede sanktioner. Det er nødvendigt, at nogle tør slå et slag for de værdier, den mangfoldighed og de menneskerettigheder, der allerede nu er VM største taber.