Det er ikke sjovt at være aktionær eller forbruger i denne tid, da de fleste her i midten af 2022 står med et negativt afkast i aktieporteføljen år-til-dato, mens man ovenikøbet kan mærke, at inflationen udhuler ens privatforbrug.
Desværre hænger de faldende aktiekurser og den stigende inflation godt sammen, da det netop er de stigende inflationstal, der kaster de mørke skygger over aktiemarkedet. Vi har i mange år været vant til rekordlave renter og en stort set ikke eksisterende inflation – dette billede er ændret til inflationstal, der ikke er set mage i min levetid – med stærkt stigende renter, da centralbankerne forsøger at sætte en stopper for inflationen.
Det har, ikke overraskende, medført, at aktierne er kørt en ordentlig tur ned fra rekordhøje niveauer, og nu står flere privatinvestorer, der er nye på aktiemarkedet, med et negativt afkast på aktiedepotet.
Usædvanlige tider
I de sidste to år har verden stået overfor flere problemer, der indebærer alt fra en verdensomspændende pandemi til en krig i Europa – to scenarier, man ikke troede kunne ske, og som har haft forfærdelige konsekvenser for millioner af mennesker.
Personligt køber jeg op hver måned og sørger for at have en diversificeret portefølje.
Kasper Lihn
Holder vi fokus på det økonomiske plan, har disse begivenheder naturligvis også haft stor påvirkning på virksomheders drift og aktiernes udvikling. Pandemien var med til at sætte en kæp i hjulet for verdens forsyningskæder, samtidig med at stater pumpede penge i folks lommer, og centralbankerne holdt renterne lave. Krigen i Ukraine har fået både energi- og fødevarepriser til at skyde i vejret.
Udover at føre til højere omkostninger for virksomheder, og dermed lavere indtjening for de virksomheder, der ikke kan skubbe prisstigningerne over på forbrugerne, er aktiernes værdi også presset ned af de højere renter, som har en stor indflydelse på prissætningen af aktierne, særligt de ikke-profitable vækstvirksomheder.
Disse sektorer klarer sig bedst nu
Omvendt er det netop nu og på den korte bane de virksomheder og brancher, der kan sende regningen videre til deres kunder, der vinder af disse inflationære tider. Vi ser i øjeblikket shippingvirksomheder sejle til høje rater, der har givet gyldne tider og en række opjusteringer med store kursstigninger til følge.
Andre sektorer, der trives i dette miljø, er f.eks. energi- og minesektoren samt andre value-aktier indenfor bank- og forsikringsbranchen, som er mere stabile. Aktier i disse sektorer har over en bred kam klaret sig bedre end resten af aktiemarkedet, selvom aktiemarkedet som helhed vil være udfordret i en vedvarende inflationær periode.
De seneste amerikanske tal kunne dog godt tyde på, at inflationen er toppet trods en inflation på 8,3% i april sammenlignet med sidste år.
En kortvarig recession kan være den bedste løsning
Ser vi fremad, skal der en dæmper på energi- og fødevarepriserne, før der for alvor kommer ro på prisstigningerne. For at bremse prisstigningerne skal vi have dæmpet efterspørgslen, og her kunne en kortvarig recession faktisk vise sig positiv for økonomien som helhed.
Alternativet, og det værste scenarie, vil være en tid med vedvarende høj inflation og meget højere renter, da dette formentligt vil føre til en længevarende recession, der ødelægger indtjeningen for virksomhederne. Uafhængigt af scenarierne det næste år har aktiemarkedet, alt andet lige, indpriset noget af usikkerheden. Det bevidnes af et aktiefald på 20-25% fra toppen blandt de danske aktier det seneste år.
En langsigtet investor køber op og diversificerer risikoen
Investorers udfordring er altid at holde hovedet koldt og finde de gode aktier i svære tider som nu. Personligt køber jeg op hver måned og sørger for at have en diversificeret portefølje. Det indebærer både stabile forsikringsaktier – men for mit vedkommende også de mest interessante vækstaktier, som formår at fastholde høje vækstrater og har fået en stor nedtur som følge af den stigende inflation, stigende renter og generelle markedsuro.
Om tingene ser værst ud netop nu, ved vi af gode grunde ikke – men de bedste langsigtede investeringer foretages historisk under en korrektion eller et såkaldt ”bear-marked”, som vi per definition befinder os i netop nu.
Kasper Lihn er aktieanalytiker ved HC Andersen Capital.

