En ny generation begynder at få fodfæste på de danske arbejdspladser. Generation Z er født mellem 1997 og 2010, og de kommer med andre ting i rygsækken end generationerne før dem. Forfatter, ledelskonsulent og ekspert i Gen Z, Karen Christina Spuur, giver her tre gode råd til den nye generation, når de træder ind på arbejdsmarkedet.
Alle generation har sine særlige kendetegn, selvom enhver generation i sagens natur består kun af individer, der alle er forskellige fra hinanden.
Mellem 1997 og 2010 blev Generation Z født, og de er nu på vej ud på arbejdspladserne, og med sig har de en forventning om at blive hørt, inddraget og få feedback, når de beder om den. For mens eks. Baby Boomerne og Gen X i højere grad har lært at følge ordre og ofte opleves som loyale og stabile, er Gen Z generelt set fokuserede på medindflydelse og på personlig udvikling.
“Der kan de ofte komme til at slå sig lidt på arbejdsmarkedet, hvor der ikke altid er så stort fokus på den slags. Gen Z forventer anerkendelse og feedback, og det kan ofte frustrere ledere, der ikke imødekommer eller forstår dette ønske,” siger Karen Christina Spuur, der er ledelseskonsulent, lektor ved CBS, og derudover forfatter til bogen Ledelse på Tværs, om mødet mellem generationerne på arbejdspladsen.
Hun giver her sine tre bedste råd til den nye generation, der er på vej ind på arbejdspladserne.
Der er altid mange selvfølgeligheder og små traditioner, som man ikke kender.
Karen Christina Spuur.
Vær nysgerrig
Kommer man ind på sin første arbejdsplads, som for mange i Gen Z snart gør, så handler det rigtig meget om at lære kulturen på jobbet at kende. Derfor er en god ide at stille en masse spørgsmål for at lære opgaverne, kunderne og medarbejderne bedre at kende.
Men pas på med at forvente, at din nye arbejdsplads tilpasser sig alle dine behov, for det gør de næppe. Arbejdspladsen bør være imødekommende og give svar på dine spørgsmål, men det er også dit ansvar som ny medarbejder at tilpasse dig dine nye omgivelser, dine kolleger og lederens tanker og strategier.
For selvom man har mange spørgsmål om opgaver og tilgange, så er ikke alt til diskussion. Skal du installere el i nogens nye bolig, så skal det gøres på en særlig måde, og har virksomheden helt klare procedurer for visse områder, så kan man godt stille spørgsmål til dem, men man bør ikke forvente, at tingene bliver gjort anderledes af den grund.
Vær ydmyg
Man kan være nok så dygtig på universitetet eller i sin praktiktid, men det er de færreste, der ved alt om arbejdsopgaverne, når de træder ind på jobbet første dag. Selvindsigt er i høj grad noget, man oparbejder, og det skal altid komme fra dig selv.
I rigtig mange fag er der ingen substitut for erfaring, og selvom man er nok så dygtig bogligt og akademisk, så er virkeligheden meget ofte en helt anden end den teoretiske, og alle medarbejdere er nødt til at tilpasse sig arbejdspladsen på alle mulige måder.
Unge har altid haft høje tanker om deres egne evner, og her er Gen Z ingen undtagelse, og det kan godt blive et stort irritationsmoment for den daglige leder, eller den erfarne medarbejder, man skal løse dagens opgaver med.
Her er mit råd ydmyghed, og ikke mindst at man som nyansat skal observere meget, hvad de ældre og mere erfarne medarbejdere gør – for det er tit og ofte den bedste måde at lære på.
Vær tilpasningsdygtig
Der er utallige sociale koder, man skal lære at kende, når man bliver en del af en ny arbejdsplads. Der er også mange ting, der i den ideelle verden ville være godt, men som der ikke er tid til i en almindelig virksomhed, og det er blandt andet at give løbende feedback og at drøfte alting.
Derfor kan det være en god ide at få sig en mentor; enten en, der arbejder i virksomheden, hvilket man allerede i dag bruger mange steder – eller en mentor, der er ekstern. For det kan være en god ide at have nogen at tale med om alle de nye ting, man skal lære og alle de måder, tingene gøres på – især når man er helt ny, måske som den eneste.
Det kan også være en klar fordel i forhold til det rent sociale på arbejdspladsen, hvor man tit kommer lidt som en fremmed fugl, når man træder ind ad døren som ny medarbejder. Der er altid mange selvfølgeligheder og små traditioner, som man ikke kender, men som en mentor kan hjælpe med at forstå og gennemskue.