I en klumme på Marketconnect skrev direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, at gentagne politiske tiltag for iværksættere svigter håndværkere, restauratører og mange andre. Men kritikken er forfejlet, og overser en de væsentlige forskellige mellem forskellige typer af iværksættere, mener Johann Svane. politisk chef hos Danske Iværksættere.
Regeringen, med erhvervsminister Morten Bødskov i spidsen, står på tærsklen til at lancere den kommende og længe ventede iværksætterstrategi. I skrivende stund er det nemlig 1127 dage siden, at de danske iværksættere første gang blev lovet sådanne forhandlinger af daværende erhvervsminister Simon Kollerup.
De 1127 dage bærer vidne om den langvarige forventning og usikkerhed, der har præget iværksættermiljøet i Danmark. Det er på tide at levere på løftet og styrke rammevilkårene for iværksættere i Danmark.
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk, kredser, mellem linjerne i sit indlæg i Marketconnect d. 31. oktober om et vigtigt spørgsmål:
Hvad er en iværksætter, og hvad er en selvstændig erhvervsdrivende? Det er et spørgsmål, der længe har været til diskussion, men med de kommende forhandlinger og et opfordrende regeringsgrundlag er det på tide, at vi tager et endeligt opgør med den gængse definition. Det må ikke handle om at skabe et A- og et B-hold, men snarere om at sikre, at konkret hjælp og initiativer er tilgængelige for en mere målrettet virksomhedsgruppe.
Opfordringen i regeringsgrundlaget er mere end blot administrativ formalitet. Den er afgørende for at sikre, at de ressourcer og incitamenter, der tilbydes, når ud til dem, der har mest brug for dem. Det er på tide, at vi som samfund tager et dybere dyk ned i, hvad iværksætteri egentlig indebærer, og hvordan vi bedst kan støtte denne vigtige del af vores erhvervsliv.
Iværksættere er drivkraften bag innovation og udvikling, og de fortjener et særligt fokus i den kommende strategi.
Johann Svane.
Definitionen af en iværksætter
For at forstå, hvad iværksætteri virkelig handler om, må første opgave være at skelne ambitioner, virksomhedsgrundlag og vækstpotentiale. Selvstændige erhvervsdrivende udgør en essentiel del af rygraden i den danske økonomi og karakteriseres ofte som små og mellemstore lokale virksomheder, bl.a. frisørsaloner, restaurationer og tømrervirksomheder.
Disse erhvervsdrivende har ikke nødvendigvis erklæret mål om at skalere deres virksomheder eller introducere banebrydende innovationer på markedet, og har derfor brug for, at der skrues på helt andre politiske håndtag. De er der for at levere driftsikre løsninger, produkter, services og arbejdspladser til samfundet. Lad os definere dem som selvstændige erhvervsdrivende og forstå, at den kommende strategi må forventes at skyde over Morten Frihagens medlemmer.
På den anden side har vi iværksættere, en gruppe, der er præget af ambition, risikovillighed og ønsket om at skabe noget nyt og i mange tilfælde banebrydende. Iværksættere er dem, der ofte træder ind på scenen med størst usikkerhed, innovative ideer og en vision om at ændre verden. De har et erklæret mål om at skalere deres virksomheder, introducere ny teknologi og skabe innovationer på højeste niveau.
Selvfølgelig er der plads til både selvstændige erhvervsdrivende og iværksættere i erhvervslivet, men vi risikerer at svigte begge grupper uden en klar definition. Når regeringen lancerer den kommende strategi, bør det være med fokus på dem, der har potentiale til at skabe vækst og innovation på højeste niveau. Ikke for at udelukke de selvstændige erhvervsdrivende, men snarere for at fremme en gruppe ad gangen.
Iværksættere er drivkraften bag innovation og udvikling, og de fortjener et særligt fokus i den kommende strategi. Lad os sammen tage det nødvendige opgør med definitionen af iværksættervirksomheder og SMV’er for at skabe en strategi, der giver dem de bedste muligheder for at lykkes og bidrage til vores samfunds fremtidige velstand.
Johann Svane er politisk chef hos Danske Iværksættere.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

