Jeanette Skipper er ny privatkundechef i Andelskassen i Hobro, hun kommer fra en stilling som bankrådgiver i Vestjysk Bank i Randers.
Det er en erfaren kvinde, der har stillet sig bag roret i Andelskassen i Hobro. Her skal hun sammen med centerdirektør Lene Nielsen stå i spidsen for at videreudvikle privatkundeafdelingen.
Og det er netop kombinationen af ledelse og rådgivning af kunder, der tiltaler Jeanette.
”Jeg kan godt lide at være med til at udvikle kolleger og bidrage til at gøre en forskel for både kunder og kolleger. Det er også det, der står så stærkt for mig i Andelskassens slogan ’sammen kan vi mere’. Den stærkeste organisation er der, hvor man kan hjælpe hinanden. Det er der, det stærkeste kommer frem, og man blomstrer mere som menneske,” siger Jeanette.
Jeanette kommer fra en stilling som bankrådgiver i Vestjysk Bank i Randers. Her har hun arbejdet i små to år. Tidligere har hun blandt andet være afdelingsleder i Sparekassen Djurslands afdeling i Auning og teamleder i Djurslands Bank.
Med næsten 30 års erfaring har Jeanette arbejdet i flere forskellige funktioner og mødt mange forskellige kunder. Og med skiftet til Andelskassen glæder hun sig til at fortsætte med at udbygge gode relationer med sine kunder.