Der skal dagligt transporteres mange tons gods rundt på de danske veje, og det gøres i meget høj grad med lastbiler, der kører på diesel. Men ved at udfase dieselen og lade transportsektoren kører på biogas, kan CO2-udledningen sænkes markant, mener lastbilproducenten Iveco.
“Groft sagt, så skal flådeejeren forsøge at få emissionen til at passe til missionen – her skal der tænkes faktorer ind som rækkevidde, vægt, antal start og stop og graden af planlægning af ruten. Man er simpelthen nødt til at tænke i flere løsninger, og biogas er en tilgængelig løsning, der kan spille en kæmpestor rolle i transportsektoren,” siger Sustainability Manager i IVECO Nordic, Morten Mangor Bandier.
Og der er ingen tvivl om, at der på kort tid skal findes nye og alternative brændstoffer til at drive den danske transportsektor, hvis målene om nedsættelse af CO2 på landsplan skal have en chance for at blive indfriet.
Udfordringen for mange af transportørerne er, at de ikke ved, hvilke vej de skal gå for at gøre det, der er bedst for klimaet. Skal man køre på el, brint eller biogas, og hvad kommer det til at koste at skifte sin flåde af køretøjer ud?
Markant CO2-besparelser
Danske Bilimportører (DBI), har for nylig udviklet seks konkrete initiativer, med det formål at reducere CO2-udledningen fra tung transport. Her pointeres det også, at nutidens og fremtidens transportører kommer til at anvende flere forskellige drivmidler, herunder biogas, der kan anvendes til lastbiler med et større kørselsbehov.
DBI foreslår derudover også et tilskud til anskaffelsen af gaslastbiler på 40 til 60 procent af merudgiften samt fuld afgiftsfritagelse for biogas, da det er et CO2-neutralt brændstof.
Netop biogas er den måske mest gennemtestede teknologi, blandt alternativerne på markedet netop nu. Den fremstilles typisk af husdyrgødning; et produkt, der udleder ganske store mængder af drivhusgassen metan, der øger isolationen af atmosfæren og sætter ekstra skub under den globale opvarmning. Metanens påvirkning af atmosfæren menes at være 84 gange højere end CO2.
Men i fremstillingen af biogas og den efterfølgende forbrænding, fjernes metanens skadelige virkning på klimaet.
“Ved at bruge biogas til transport, fjerner vi en masse af den sorte CO2 fra atmosfæren. Vi låner i naturens bank – og sætter tilbage i banken. Og for IVECOs del gælder det, at når vores lastbiler kører på biogas, nedbringes udledningen af CO2 med omtrent 95 pct. i forhold til kørsel på diesel,” siger Morten Mangor Bandier.
Han henviser til rapporten Bæredygtig biogas – klima- og miljøeffekter af biogasproduktion fra Aarhus Universitet, hvoraf det fremgår, at brugen af biogas samlet set har en positiv klimaeffekt.
“I Danmark kan vi omstille os til at producere biogas, så vi kan opvarme alle vores huse og holde gang i alle fabrikker og biler. Vi kan skaffe os energi ved at udvinde biogas af gylle – og den store ekstra gevinst er, at i processen fortrænger vi metangas, som gør langt mere skade i atmosfæren end CO2.”

